Den tidligere svenske sikkerhedsrådgiver Henrik Landerholm er blevet kendt skyldig i en sag om uagtsomhed med hemmelige oplysninger.

Det er sket mandag ved Svea hovrätt, som svarer omtrent til en dansk landsret.

Landerholm blev sidste år frifundet ved en lavere retsinstans, men sagen blev anket. Nu straffes han med bøder, oplyser domstolen.

Han forlod sin stilling som sikkerhedsrådgiver for den svenske statsminister i januar 2025.

Det skyldtes, at han havde glemt fortrolige dokumenter på et konferencecenter i 2023.

I tingsrätten, som svarer til en dansk byret, blev det ikke fundet, at Landerholm havde handlet groft uagtsomt.

Men her ser hovrätten med større alvor på sagen.

- Der skal stilles høje krav til en, som håndterer dokumenter med sikkerhedsmæssigt følsomme oplysninger, siger dommer Håkan Sellman i en pressemeddelelse.

Ifølge SVT får Landerholm 80 dagbøder på 650 svenske kroner.

Landerholm har tidligere forklaret sig med en stor arbejdsbyrde. Samtidig har han sagt, at han ikke vidste, at der var tale om særligt følsomme dokumenter.

- Det er det værste job, jeg nogensinde har haft, har han tidligere sagt til SVT.

Men Landerholm - der har mange års erfaring som blandt andet politiker for Moderaterna, diplomat og fra militæret - burde have håndteret oplysningerne bedre, finder domstolen.

- I lyset af blandt andet hans stilling som national sikkerhedsrådgiver og hans lange erfaring med høje statslige embeder - hvilket ifølge ham selv har givet stor erfaring i at håndtere hemmelige oplysninger - vurderer retten, at han har været groft uagtsom, siger Håkan Sellman.

Mediet Dagens Nyheter, der i sin tid bragte afsløringen om Landerholm, har oplysninger om, at mindst et af dokumenterne omhandlede Sveriges strategi over for Tyrkiet i processen omkring svensk Nato-medlemskab.

På det sociale medie X kalder Landerholm dommen en "skuffelse".

- Sammen med min advokat vil jeg nu analysere dommen meget omhyggeligt for at afgøre, hvordan vi stiller os i spørgsmålet om den fortsatte proces, skriver han.

Indtil da vil han ikke udtale sig yderligere, skriver han.

RITZAU