Fem år efter at været blevet fyret fra Starbucks kan Shannon Philips se frem til at få ekstra 2,7 millioner dollar - 18,46 millioner danske kroner - i erstatning for uberettiget fyring.
Hun blev angiveligt fyret, fordi hun var hvid.
I juni i år fik hun tilkendt 25,6 millioner dollar i erstatning - 175 millioner danske kroner.
Men nu er der altså kommet lidt ekstra millioner oveni, skriver CNN.
Shannon Philips var regional direktør for kaffekæden i Philadelphia i USA. Hun havde arbejdet for virksomheden i 13 år, da hun blev fyret.
Det skete efter en sag, hvor to sorte mænd i 20erne var blevet arresteret på en Starbucks ved The Rittenhouse Square-kvarteret i Philadelphia i april 2018.
Mændene sad ved et bord og ventede på en forretningsforbindelse. En af mændene forsøgte at låne kaffebarens toilet, men blev nægtet adgang, da de ikke havde købt noget.
En medarbejder spurgte, om mændene ønskede noget. De takkede nej, og kort efter ankom politiet og førte de to mænd væk i håndjern.
Det var personalet på Starbucks, der havde tilkaldt ordensmagten, skriver CBSnews.

Anholdelsen blev optaget på video, og sagen kastede efterfølgende Starbucks ud i en gevaldig shitstorm, hvilket blandt andre B.T. skrev om. Flere steder blev der demonstreret foran Starbucks butikker.
De to mænd endte med at indgå et forlig med Starbucks og byen Philadelphia.
I forsøget at få lagt sagen ned, ændrede Starbucks sin politik, så man nu måtte opholde sig i kæden og bruge dens toiletter, selv om man ikke købte noget.
175.000 Starbucks ansatte blev også sendt på en halv dags anti-bias-træning.
Det var i forbindelse med det PR-mæssige oprydningsarbejde, at Starbucks og Shannon Philips kom på kollisionskurs.
Hun hævdede, at hun blev beordret til at sende en hvid medarbejder på orlov på grund af påstået diskriminerende adfærd. Imidlertid sagde Phillips, at hun vidste, at anklagerne ikke passede.
Efter at Phillips havde forsøgt at forsvare medarbejderen, som ifølge sagsanlægget ikke var involveret i anholdelserne, blev Philips fyret fra Starbucks.
Mens lederen af den Starbucks, hvor anholdelsen var foregået, var sort og beholdt sit job.
På den baggrund sagsøgte Phillips i 2019 kaffekæden og hævdede, at race havde været en afgørende faktor for hendes opsigelse.
I juni i år afgjorde en føderal jury, at hun var blevet fyret på grund af sin hudfarve, og tilkendte hende det tocifrede millionbeløb i dollar.
De ekstra penge, hun nu har fået tilkendt, er 1,6 millioner dollar i løn, 1 million i efterbetaling og 66.000 dollar i bruttoerstatning.
Starbucks har ikke kommenteret den nye erstatning. Men ifølge retsdokumenter har kædens advokater argumenteret imod den ekstra erstatning, blandt andet fordi Shannon Philips ikke har søgt job, siden hun forlod kæden.
