Tidligere republikaner måber: Det er chokerende
Den tidligere republikanske redaktør Jay Nordlinger har vendt Donald Trump ryggen. Nu frygter han, at præsidentens politiske arv vil ændre USA for altid.

Den tidligere republikanske redaktør Jay Nordlinger har vendt Donald Trump ryggen. Nu frygter han, at præsidentens politiske arv vil ændre USA for altid.

Den amerikanske konservative kommentator Jay Nordlinger lægger ikke fingrene imellem.
Han var i årevis redaktør på det konservative magasin National Review, men forlod Republikanerne i 2016, da Donald Trump blev partiets præsidentkandidat.
Nu ser han med bekymring på udviklingen i det parti, han engang tilhørte.
»Det parti, jeg meldte mig ind i, var provestligt, pro-NATO, profrihed, demokrati og menneskerettigheder. Det er simpelthen chokerende at se tilbagegangen,« siger han til norske Nettavisen.
Nordlinger beskriver sig selv som konservativ af den gamle skole, formet af Ronald Reagan og Margaret Thatcher.
Men den politiske fløj er ifølge ham ved at uddø.
»Folk som mig er som dinosaurer. Vi er praktisk talt uddøde,« siger han.
Han frygter samtidig, at Trumps politiske arv vil leve videre gennem vicepræsident J.D. Vance.
»Trumps arv vil ikke forsvinde. Tværtimod kan den blive intensiveret,« understreger han.
Nordlinger mener desuden, at USAs demokratiske spilleregler er under pres.
»Mine landsmænd er lige så modtagelige for autoritarisme som alle andre,« siger han.
Når Nordlinger ser frem mod USAs politiske fremtid, er han langt mere pessimistisk med hensyn til, om institutioner alene er nok til at forhindre voldelige sammenstød.
»I 2016 slap vi billigt afsted med det. Hvis Donald Trump havde tabt den folkelige stemme og vundet valgkollegiet, eller omvendt, tror jeg, der ville have været blod i gaderne. Han accepterede ikke det næste valg, og han opildnede til vold i 2020,« siger han og tilføjer:
»Jeg udelukker ikke længere en form for borgerkrig, som jeg gjorde før, fordi polariseringen stikker så dybt,« siger Jay Nordlinger.