»Han er ond.«

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra tidligere pressesekretær for Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, Julia Mendel.

I den populære politiske podcast 'The Tucker Carlson Show' medvirker Julia Mendel, og gennem afsnittet på halvanden time skyder hun med skarpt mod sin tidligere chef.

»Jeg tror, at han er en af de største forhindringer mod fred i dag,« lyder det fra den tidligere pressesekretær.

Hun anklager Zelenskyj for at være både hysterisk, uden empati, korrupt og en diktator. 

»Putin er ond, men Zelenskyj er også ond,« lyder det videre i interviewet.

Voldsomme beskyldninger, som heller ikke er gået ubemærket hen hos den ukrainske avis The Kyiv Independent.

en video gennemgår avisen de, med deres egne ord, mest »vanvittige« beskyldninger, som Julia Mendel kommer med.

Avisen peger blandt andet på det faktum, at Mendel tilbage i 2022, hvor hun udgav en bog, faktisk roste Zelenskyj. Vel at mærke, da hans popularitet var høj. Og at hun nu omvendt kritiserer ham, når han oplever kritik fra befolkningen, forklarer avisens reporter.

I videoen uddyber reporteren ligeledes, hvordan The Kyiv Independent sammen med en række andre ukrainske medier netop er i gang med at dække en af de største korruptionsskandaler relateret til Zelenskyjs tidligere stabschef.

»Dette ville ikke være muligt i et diktatur,« påpeger avisens reporter.

Podcastværten Tucker Carlson har tidligere været en årrække på det konservative medie Fox News, og tilbage i 2024 lavede han et to timer langt og meget omdiskuteret interview med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Julia Mendel var Zelenskyjs pressesekretær fra 2019 til 2021.