Den tidligere brasilianske føderale politiker Alexandre Ramagem, der var involveret i et mislykket statskup i Brasilien, er mandag blevet anholdt af den amerikanske immigrations- og toldmyndighed (ICE).

Det skriver mediet CNN Brasil, der har fået det bekræftet af det føderale politi i USA og det amerikanske justits- og sikkerhedsministerium.

Ramagem er tidligere blevet idømt 16 års fængsel af Brasiliens højesteret i forsøget på et statskup.

Det mislykkede statskup blev blandt andet begået sammen med den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaro, der blev idømt 27 års fængsel for statskupforsøget.

Det amerikanske føderale politi oplyser til CNN Brasil, at Ramagem har været på flugt, siden han forlod Brasilien efter dommen på 16 års fængsel.

Her har han angiveligt krydset grænsen til det sydamerikanske naboland Guyana fra delstaten Roraima i Brasilien først i al hemmelighed for at undgå at afsone sin dom.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har en af Bolsonaros allierede Paulo Figueiredo skrevet på det sociale medie X, at Ramagem er blevet anholdt i den amerikanske by Orlando i delstaten Florida for en "let trafikovertrædelse".

Figueiredo siger derudover ifølge Reuters, at anholdelsen ikke har noget med Brasiliens anmodning om at få udleveret Ramagem fra USA.

/ritzau/