Sidste år tabte hun kampen om nøglerne til det norske statsministerium – men Erna Solberg har allerede fået et nyt job at se til.

Det siger hun til norske Dagbladet.

Hun fortæller, at hun siden marts har beskæftiget sig med et job i FN-regi. Jobbet består i at hjælpe små østater, som er i fare for at havne under vand som følge af stigende vandstande, siger hun.

Det er vel at mærket et job, hun ikke har fortalt om. Før nu.

»Vi bruger meget tid på det, og det er spændende. Men af forskellige årsager har vi ikke offentliggjort arbejdet tidligere,« udtaler hun til det norske medie – dog uden at uddybe denne del.

Erna Solberg har siden 2004 været formand for partiet Høyre. Fra 2013 til 2021 var hun statsminister i Norge.

Hun har allerede erklæret, at hun agter at stille op som statsministerkandidat igen i 2025 – og det kommer jobbet i FN-regi ikke til at ændre på.

»Men jeg synes, det er vigtigt at bevare et netværk af kontakter i udlandet.«

»Vi har brug for mere internationalt samarbejde for at nå et fælles mål om klima og ekstrem fattigdom, og jeg bidrager gerne med mit engagement,« tilføjer hun videre til Dagbladet.

Ifølge mediet kommer Solberg til at lede en form for panel bestående af premiereministre fra forskellige østater, herunder Antigua og Barbuda, hvor man altså forbereder østaterne på klimaforandringerne.