Tidligere fransk præsident kommer ikke hjem lige foreløbig: Skal ind og spjælde
Nicolas Sarkozy har forladt sit palæ og skal afsone sin fængselsstraf.

Nicolas Sarkozy har forladt sit palæ og skal afsone sin fængselsstraf.

Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy har her til morgen forladt sit hjem for at tage mod La Santé-fængslet i Paris, hvor han skal afsone sin fængselsstraf.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Han forlod sit hjem med sin kone, Carla Bruni, og vinkede til fremmødte tilhængere.
Den 70-årige Sarkozy, der var præsident fra 2007 til 2012, blev 25. september idømt fem års fængsel for sammensværgelse om at lade bidrag fra Libyen finansiere sin valgkamp i 2007.
Han har anket dommen og kaldt sagen en "uretfærdighed", men bliver nu trods anken sat bag tremmer.
- Jeg er ikke bange for fængslet. Jeg vil holde hovedet højt - også ved fængselsporten, sagde Sarkozy ifølge Reuters til avisen La Tribune Dimanche forud for sin indsættelse.
Han er den første franske leder efter Anden Verdenskrig, der skal i fængsel.
Han vil sandsynligvis blive anbragt i en fængselscelle på ni kvadratmeter i fængslets isolationsafdeling, har fængselspersonale oplyst til AFP. Afdelingen bliver også kaldt for "VIP-fløjen".
Det skal forhindre, at Sarkozy kommer i kontakt med andre indsatte eller bliver fotograferet med de mange mobiltelefoner, der ifølge fængselspersonalet bliver smuglet ind.
/ritzau/