En tidligere efterforsker hos politiet i Las Vegas har ikke kunnet finde beviser for, at en tidligere bandeleder medvirkede til drabet på rapperen Tupac Shakur i 1996.

Det siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag til en jury i retten i Las Vegas.

63-årige Duane "Keffe D" Davis sidder på anklagebænken i sagen. Han nægter sig skyldig.

Han er tiltalt for at have stået i spidsen for planlægningen af drabet på Shakur, der døde som blot 25-årig, efter at han var blevet ramt af skud fra en forbikørende bil i Las Vegas.

Shakur er kendt under kunstnernavnet 2Pac. Han betragtes som en af de mest indflydelsesrige rappere nogensinde.

Sagen kører i retten 30 år efter og hviler næsten udelukkende på Davis' offentlige og private udtalelser om, at han befandt sig i bilen sammen med Shakurs drabsmand og rakte ham våbnet.

Davis' forsvarsadvokat, Michael Sanft, sagde under sine indledende bemærkninger til juryen, at udtalelserne blot var pral.

Torsdag indkaldte Sanft en tidligere drabsefterforsker fra politiet i Las Vegas ved navn Dan Long. Han afhørte Davis i 2009.

Dan Long sagde, at han tror på Davis' forklaring, der blandt andet er blevet fremlagt i en erindringsbog, men at han ikke har kunnet verificere udtalelserne.

- Jeg har ikke kunnet bevise noget af det, sagde Long torsdag.

Forsvarets strategi er at skabe tvivl om Davis' troværdighed.

Det er en risikabel strategi, men fordi Davis har inkrimineret sig selv, er der ikke mange andre muligheder.

Anklagerne i sagen har afspillet timevis af optagelser for juryen. Blandt dem er offentlige interviews og fortrolige møder med efterforskere.

I dem har Davis forklaret, at han var rasende, efter at Shakur sammen med flere andre overfaldt Davis' nevø på et kasino i Las Vegas den 7. september 1996.

Sammen med tre andre mænd - heriblandt hans nevø - kørte Davis samme aften ud for at lede efter Shakur og produceren Marion "Suge" Knight.

Davis har oplyst, at han rakte et våben om på bagsædet, og da de fandt Knight og Shakurs bil, åbnede en af de to mænd på bagsædet ild mod den.

De tre øvrige mænd i bilen er siden afgået ved døden.

Davis var en af lederne af banden Southside Compton Crips fra Los Angeles-området. Banden var i konflikt med banden Mob Piru, der var knyttet til Shakur og hans pladeselskab, Death Row Records.

Drabet på Shakur var et skelsættende øjeblik i hiphoppens historie og forstærkede fortællingen om konflikten mellem kunstnere fra henholdsvis USA's øst- og vestkyst.

RITZAU/Reuters