Tidligere dansk OL-bokser fundet


Den tidligere danske olympiske bokser Johnny de Lima er fundet igen, efter han i flere dage har været forsvundet.
Det skriver hans søster i et opslag på Facebook.
»Breaking News. Johnny er fundet i Paris. Jeg er på vej til Paris for at hente ham. Tak til jer alle – det har været en stor hjælp,« lyder det i opslaget.
Overfor B.T. forklarer Susanne de Lima, at broren efter tre dage på gaden blev fundet af en gadesælger, og nu er på vej til den danske ambassade i storbyen.
»Jeg er overvældet af lettelse, jeg har aldrig prøvet at have det sådan her. Det er fuldstændig fantastisk,« siger hun.
Det eneste telefon nummer, som Johnny Lima kunne huske, var hans fars. Derfor ringede gadesælgeren til faren, hvor den glædelige nyhed blev fortalt.
»Vores franske ven Morten Vad og gadesælgerne er heltene i historien. Morten ringede til politiet, som kom ud for at hente ham,« siger hun og tilføjer:
»Han er rigtig dårlig, han kunne næsten ikke snakke, da han ringede. Det er godt, at vi har fundet ham.«
Derfor er søsteren nu på vej til Billund Lufthavn for at flyve til Paris og hente sin bror hjem til Danmark.
60-årige Johnny de Lima rejste til Paris, hvorfra han skulle videre til Spanien på et bokseeventyr fortalte søsteren tidligere, da hun i et opråb på Facebook forsøgte at finde frem til sin forsvundne bror.
Onsdag klokken 13 ringede han til det danske Udenrigsministerium fra en lånt telefon, fordi han var faret vild i Paris.
»Han fortalte dem, at han havde mistet orienteringen og problemer med hukommelsen, så han kunne ikke finde sit hotel. Han havde hverken sin telefon eller sin pung, men dog sit pas,« sagde søsteren tidligere til B.T. og tilføjede:
»Johnny er blevet dement, men det ret nyt, og vi har ikke vidst, hvor slemt det var.«
Johnny de Lima er tidligere dansk bokser og deltog i mændenes let-mellemvægtsstævne ved sommer-OL i 1988. I dag har han sin egen bokseskole i København.