Tidligere CIA-chef vurderer: Putin går efter dette land næste gang


Hvis russerne opnår sine mål i Ukraine, invaderer de et nyt land i Europa.
Det siger nu en tidligere general og CIA-chef, David Petraeus, som samtidig giver sit bud på, hvem der har størst risiko for at få besøg af præsident Vladimir Putins soldater.
Under en tale ved tænketanken Policy Exchange i London pegede han ifølge Daily Mail på, at Litauen kan stå for skud, hvis russerne formår at tage magten i Ukraine.
Han sagde, at Ruslands mål er at fjerne Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fra magten og indsætte sin egen »marionetleder«, så han kan kontrollere Ukraine.
»Når det er gjort, vil man se dem fokusere på en af de andre baltiske stater. Litauen er blevet nævnt meget i hans (Putins, red.) taler, og vi burde have lyttet meget mere,« sagde han ifølge Daily Mail.
I et interview med BBC Newsnight, som Daily Mail har delt, uddyber den tidligere CIA-chef sine tanker, da værten spørger: 'Tror du, at Putin vil have mere af det tidligere Sovjet?'
»Lad os huske, hvad han sagde, da han for noget tid siden blev spurgt, hvad den værste geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede har været,« svarer Petraeus.
»Hans svar var ikke Første Verdenskrig eller Anden Verdenskrig eller Den Store Depression – det var opløsningen af Sovjetunionen. Det giver et klart indblik i den hævngerrige, revisionistiske og forurettede tilgang til historien, som driver ham.«