De russiske myndigheder har anholdt en tidligere politibetjent, som hævder at være en reinkarnation af Jesus. Han har ledet en religiøs kult i Sibirien i de sidste 30 år.

Sammen med ham blev to af hans nærmeste medarbejdere anholdt. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Sergei Torop mistede sit job som trafikbetjent i 1989. Han oplevede, ifølge ham selv, en 'opvågnen', da det daværende Sovjetunionen begyndte at gå i opløsning, og i 1991 dannede han sin kult.

Ved politiaktionen var helikoptere i luften, og bevæbnede betjente på jorden stormede bebyggelsen, der styres af Torop, som er kendt af sine følgere som Vissarion.

Sergei Torop, også kent som Vissarion, er anholdt og bragt om bord i helikopteren.
Sergei Torop, også kent som Vissarion, er anholdt og bragt om bord i helikopteren. HANDOUT

Myndighederne agter at sigte ham for at organisere en ulovlig religiøs organisation. De mener også, at hans kult har afpresset medlemmerne penge.

Den 59-årige Sergei Torop, med gråt hår og skæg, blev ført ind i en helikopter af maskerede mænd.

Vadim Redkin, der var trommeslager i et drengeband i Sovjettiden og nu er Torops højre hånd, blev også anholdt, ligesom en tredje mand, Vladimir Vedernikov.

Adskillige tusinde følgere af Vissarions kult bor i fjerntliggende landsbyer i Sibirien. Der er endda kommet følgere til fra udlandet.

Denne kirke har kulten bygget i deres landsby i Siberien.
Denne kirke har kulten bygget i deres landsby i Siberien. ALEXANDER NEMENOV

»Jeg er ikke Gud. Og det er en fejl at se Jesus som en gud. Men jeg efterlever Gud faders ord. Alt, hvad Gud ønsker at sige, det siger han gennem mig,« sagde Vissarion til The Guardian i et interview i 2002.

Alle medlemmer af sekten er veganere, og brugen af penge er forbudt inden for deres samfund. Deres tidsalder starter i 1961 – det år, som Vissarion blev født – og julen er afskaffet. I stedet fester de 14. januar på Vissarions fødselsdag.