Ti orangutanger er blevet sat fri på øen Borneo i Indonesien i en luftbåren operation. På grund af faren for coronavirus er det første gang i over et år, at aber bliver sat fri.
En helikopter blev sat til at flyve aberne over den tætte jungle tidligere på måneden.
Det skete for at spare de ti aber for i dagevis at rejse med båd og lastbiler. En sådan tur kunne udsætte dem for coronavirussen. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Orangutanger deler 97 procent af menneskets dna, så medarbejderne var på stikkerne for at opdage eventuelle tegn på infektioner. Pandemien har betydet mange udfordringer for de, der arbejder med at bevare de truede dyrearter.


»Hele året har vi ventet på at sætte disse dyr fri. Det har desværre ikke været muligt på grund af den globale pandemi,« siger Jamartin Sihite. Han er chef for Borneos Orangutan Survival Foundation, BOSF.
»Vi har indført nogle strenge helbredsmæssige protokoller, og vi har lavet nogle afbødende planer, der skal træde i kraft, hvis en orangutang får coronavirus. Således hjælper det, at vi bruger en helikopter – det reducerer smitterisikoen.«
Orangutangerne blev bedøvet, inden de blev fløjet afsted. På turen var de omsluttet af net i burene.
De skulle ud på en kort sejlads, efter de var landet, før de ankom til Bukit Batikap Protection Forest i det centrale Kalimantan, der ligger i den indonesiske del af Borneo.


En del af aberne blev også sat fri i en anden skov i det østlige Kalimantan.
Krybskytteri og tabet af land har fået Sydøstasiens bestanddel af orangutanger til at blive mindre og mindre. Det skete, allerede inden coronavirussen kom, og blev endnu en potentiel fare for orangutangerne, der er i kritisk fare for at uddø.
»Hvis en orangutang får problemer med vejrtrækningen, så er det muligt, at den er blevet inficeret med covid-19,« sagde Vivi Dwi Santi, der er veterinær hos BOSF.
»Hvis en af aberne tester positivt, så vil vi lave en test på alle orangutanger, som har været i kontakt med ham.«

