»Hele situationen er uvirkelig, og sorgen blandes nu med så mange forskellige følelser.«

Da svenske Thommy Viklund modtog det første vaccinestik, håbede han, at det ville gøre det muligt for ham igen at kunne mødes og være tæt med sin familie.

Men allerede en uge efter begyndte han at få det dårligt – og to uger senere blev han ramt af en massiv hjerneblødning, der kostede ham livet.

Sagen om 56-årige Thommy Viklunds død bliver nu undersøgt af det svenske Läkemedelsverket, da man mistænker, at årsagen kan skyldes bivirkninger fra AstraZeneca-vaccinen. Det skriver Expressen.

Thommy Viklund blev 56 år.
Thommy Viklund blev 56 år. Foto: Therese Viklund
Vis mere

Tilbage står hans familie, som håber, at historien om Thommys død i fremtiden kan betyde, at ingen andre skal igennem det samme.

Til B.T. fortæller hans søster, Therese Viklund fra Umeå, at broderen tog imod vaccinen med et håb om, at den kunne holde ham rask og fri fra alvorlig covid-19-sygdom:

»Og at vi endelig kunne mødes igen, som vi gjorde før corona. Men i stedet sluttede hans liv på grund af en kraftig hjerneblødning. Hele situationen er uvirkelig, og sorgen blandes nu med så mange forskellige følelser,« siger hun.

Fordi Thommy boede i en omsorgsbolig på grund af psykiske udfordringer, fik han tilbudt en vaccine i den såkaldte 'fase to' i Sverige, og 1. marts kunne han derfor få det første stik.

Til at begynde med fik han de almindelige bivirkninger. Blandt andet feber, som holdt ved i to dage, hvorefter han fik det bedre.

Værre så det ud en uges tid efter, skriver Dagbladet. Der fik Thommy voldsom og vedvarende hovedpine, og Therese opdagede nogle røde prikker under broderens skæg.

Da personalet i omsorgsboligen en morgen så Thommy ligge i sin seng, prøvede de at vække ham.

Han trak vejret, men de kunne ifølge Dagbladet hverken få ham til at vågne eller få kontakt til ham.

Her ses bror og søster sammen.
Her ses bror og søster sammen. Foto: Therese Viklund
Vis mere

Med ambulance blev han kørt til Norrlands Universitetshospital, hvor lægerne kunne konstatere, at han var blevet ramt af en massiv hjerneblødning.

Thommys nærmeste blev kontaktet, og Therese nåede at komme frem til sygehuset, hvor broderen blev opereret. Men blødningen kunne ikke stoppes. Og Thommys liv kunne ikke reddes.

Den 14. marts døde han. 56 år gammel.

Efterfølgende blev han ifølge Expressen obduceret, og ifølge Therese mistænkes det, at hans død kan skyldes bivirkninger fra AstraZeneca-vaccinen. Det bliver nu undersøgt nærmere af Läkemedelsverket, der svarer til Lægemiddelstyrelsen herhjemme.

Foto: Therese Viklund
Vis mere

Til den svenske avis oplyser Region Västerbotten, at man kan bekræfte, at man fik anmeldt et dødsfald i midten af marts vedrørende en midaldrende mand med underliggende sygdomme.

Dødsfaldet var et af de tilfælde, der lå til grund for, at man i Sverige på det tidspunkt valgte at sætte brugen af vaccinen fra AstraZeneca på pause.

Til B.T. fortæller Therese, at hun har valgt at stå frem og fortælle broderens historie, så andre kan være opmærksomme på de mulige bivirkninger og måske reagerer hurtigere:

»Jeg ønsker, at ingen andre skal opleve det her,« forklarer søsteren, som har givet B.T. lov til at bringe billederne af Thommy.

»Det er også vigtigt, at sundhedsvæsnet ikke affejer det, men at man bliver taget alvorligt og kan få hjælp med det samme,« tilføjer hun, mens hun til Dagbladet siger:

»Det lindrer ikke sorgen, men historien kan måske være med til at redde livet til andre, som får vaccinen.«

Expressen oplyser, at Läkemedelsverket – baseret på de 652.000 personer, som har modtaget AstraZeneca-vaccinen – har fået tre meldinger om dødsfald, som nu undersøges i forbindelse til mulige bivirkninger.

Vaccinen fra AstraZeneca er ikke længere en del af den danske ordning for vacciner. I stedet vil man i fremtiden kunne vælge at blive stukket med den frivilligt – ligesom man også vil kunne med vaccinen fra Johnson & Johnson.

Det er fortsat uvist, hvornår de frivillige vacciner kan tages i brug. Men det skal ske så hurtigt som muligt, fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde mandag:

»Hele ideen er at give et tilbud til de borgere, som har lyst til at tage imod tilbuddet. Det går ikke, hvis der går flere måneder. Ideen er, at det skal gå så hurtigt som mulig,« sagde han.

Det Europæiske Lægemiddelagentur anbefaler fortsat brugen af AstraZenecas vaccine, da dens fordele opvejer de risici, der kan opstå.