Theresa May vil bede EU om endnu en udsættelse af Storbritanniens udtræden af EU.

Det siger hun i en tale til den britiske nation tirsdag aften.

Storbritannien skulle oprindeligt have forladt EU den 29. marts, men fik en forlængelse og står lige nu til at forlade EU den 12. april.

Nu vil Theresa May så bede om endnu en kort udsættelse, så hun kan finde et flertal for en skilsmisseaftale i det britiske parlament.

Hun understreger, at udsættelsen skal være så kort som muligt.

Theresa May forklarede også i talen, at hun vil forsøge at finde en aftale ved at sætte sig ned med oppositionslederen fra Labour-partiet, Jeremy Corbyn.

Det gør hun for at undersøge, om de kan nå til enighed om en aftale, der kan skaffe et bredt flertal i det britiske parlament.

En sådan aftale skal dog indeholde den udtrædelsesaftale, som hun har forhandlet på plads med EU.

Theresa May forklarede, at enhver plan, hun eventuelt bliver enig med Jeremy Corbyn om, skal til afstemning i det britiske parlament, før hun tager aftalen med til næste uges EU-topmøde.

Hvis ikke Labour og de konservative kan nå til enighed, vil Theresa May sende en række muligheder for et fremtidigt forhold mellem Storbritannien og EU til afstemning i parlamentet.

Theresa May siger, at hun sigter efter at have fundet en aftale før den 22. maj.

På den måde undgår briterne at skulle afholde valg til EU-parlamentet.

I EU tager man umiddelbart ikke negativt stemt imod anmodningen om endnu en udsættelse.

Den første melding er kommet fra EU-præsident Donald Tusk.

Her appellerer han til tålmodighed i processen.

'Selvom vi i dag ikke ved, hvad slutresultatet bliver, så lad os være tålmodige,' skriver han i et tweet.