To medlemmer af den berygtede terrorgruppe med tilnavnet 'The Beatles' undskylder nu - delvist - for de roller, de havde i henrettelses-kvarteten.

De i alt fire mænd, der udgjorde 'The Beatles', var en celle i Islamisk Stat, som særligt tog sig af vestlige gidsler - blandt andet den danske fotograf Daniel Rye - og i flere tilfælde var deres bødler.

De fik det særlige tilnavn, fordi de alle var fra Storbritannien og talte med britisk accent.

Et af deres ofre var den britiske nødhjælpsarbejder David Haines, der for fem år siden blev halshugget af gruppens medlem med navnet 'Jihadi John' - og en video af det brutale drab blev efterfølgende delt og brugt som propaganda for IS.

Netop drabet på David Haines spiller en central rolle i den undskyldning, som to af medlemmerne - Alexanda Kotey og El Shafee Elsheikh - har givet.

Det oplyser ITV News.

En journalist fra det britiske medie rejste sammen med David Haines datter - Bethany - for nylig til Syrien, hvor de to mænd på det tidspunkt sad tilbageholdt, for at tale med dem om det, der var sket med hendes far.

Samtidig håbede Bethany at kunne få et svar på, hvor faderens lig er.

De to mænd nægtede dog at have haft noget med drabet at gøre - men de undskyldte begge for de roller, de havde spillet i gruppen.

»Det, jeg vil sige, er, at jeg fortryder, og at jeg er ked af det på hendes (Bethany, red.) vegne over, at det var hendes faders skæbne. Det er ikke noget, jeg ville have ønsket skulle ske,« fortalte Alexanda Kotey i interviewet med ITV News.

»Hvis der er noget, som jeg gjorde, der førte til nød for hende eller hendes far, mens han var i fangenskab, så undskylder jeg for det,« tilføjede han.

Han afviste dog, at han vidste noget om, hvad der var sket med David Haines.

Det samme gjorde El Shafee Elsheikh, som hævder, at han kun havde noget at gøre med 'emails, logistik og flytte folk rundt'.

I interviewet forklarede han, at han på et tidspunkt havde mødt David Haines, mens han blev holdt som gidsel, men han nægtede at have haft andet at gøre med ham.

Han fortalte dog, at han ikke havde 'noget problem med at undskylde for', at han havde flyttet David Haines fra sted til sted, mens han blev holdt i fangenskab.

Gruppens formodede leder, der blev kendt som 'Jihadi John', blev dræbt i et luftangreb i Syrien i 2015. Han var den hætteklædte bøddel, som på flere videooptagelser skar halsen over på en række vestlige gidsler.

Det fjerde medlem af 'The Beatles', Aine Davis, sidder fængslet i Tyrkiet.

Et af gruppens gidsler var den danske fotograf Daniel Rye. Han blev i 2013 taget til fange i Syrien af Islamisk Stat og holdt som gidsel i 398 dage. Han slap hjem i live, efter at der blev betalt en løsesum på mange millioner.

Alexanda Kotey og El Shafee Elsheikh er efter interviewet blevet overdraget til USA, efter Tyrkiet under internationale protester er rykket ind i det nordøstlige Syrien.

Det forventes, at de vil blive stillet for retten i USA.