Den thailandske prinsesse Bajrakitiyabha, der er den thailandske konges ældste datter, er død i en alder af 47 år.

Det oplyser det thailandske kongehus i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Prinsessen havde forud for sin død ligget i koma i mere end tre år.

Hun mistede bevidstheden i december 2022, mens hun var på besøg i den nordøstlige thailandske provins Nakhon Ratchasima.

Fra lægerne lød det dengang, at prinsessen havde mistet bevidstheden som følge af uregelmæssig hjerterytme og en infektion i hjertet, skriver BBC.

Prinsessen døde torsdag aften.

Det skete, efter at hendes tilstand var blevet forværret som følge af en infektion i bughulen, betændelse i tyktarmen, lavt blodtryk, forstyrrelser i hjerterytmen og problemer med blodets evne til at størkne, skriver det thailandske kongehus i udtalelsen.

- Sundhedspersonalet ydede den bedst mulige og mest intensive behandling, mens hendes tilstand blev ved med at forværre sig gradvist, skriver kongehuset ifølge BBC.

Med prinsesse Bajrakitiyabhas død har det thailandske kongehus ifølge mediet mistet et fremtrædende medlem, der kunne have været en mulig tronarving i landet, hvor kongen endnu ikke har udpeget sin efterfølger.

Prinsessen var et af kong Vajiralongkorns i alt tre børn med kongelige titler. Hun var den ældste af de tre og den eneste fra kongens første ægteskab.

Thailands tronfølgelov siger oprindeligt, at tronarvinger skal være mandlige.

Loven blev dog ændret i 1974, hvilket betyder, at en datter kan indtage tronen, hvis der ikke formelt er blevet udnævnt en arvtager.

Bajrakitiyabha har haft en del af sin skolegang i Storbritannien og har senere også fået en ph.d. i jura fra Cornell University i New York.

Hun har også udført arbejde for FN og været Thailands ambassadør i Østrig, Slovenien og Slovakiet. Det skriver Reuters.

/ritzau/