Thailands konges ledsagerske kaldes utaknemmelig og anklages for at have rivaliseret med landets dronning.

Thailands kong Maha Vajiralongkorn har frataget sin nyligt udnævnte såkaldte royale consort - en særlig ledsagerske - alle hendes titler og militære ordener.

Det er sket, fordi hun har været "illoyal" og rivaliseret med dronning Suthida, meddeler paladset i Bangkok.

Kongen blev indsat i maj. Den usædvanlige meddelelse er blevet udsendt, få måneder efter at han havde udnævnt den 34-årige Sineenat Wongvajirapakdi til særlig ledsagerske.

Det er den første udnævnelse af denne type i næsten et århundrede.

Sineenat har ifølge den to sider lange meddelelse fra hoffet forbrudt sig mod et særligt kodeks for personer tæt på kongen eller hoffet og kaldes illoyal.

- Særlig ledsagerske Sineenat er utaknemmelig og opfører sig upassende for en person, der har hendes titel. Hun er heller ikke tilfreds med den titel, som hun er blevet givet. og gør alt for at nå dronningeniveauet, hedder det.

Den usædvanligt offentlige skandale i kongehuset følges med undren - og stor interesse - i befolkningen.

Den royale familie skulle torsdag deltage i en traditionsrig religiøs og kongelig ceremoni.

Dette ville være en af de sidste af mange ceremonier i forbindelse med indsættelsen af kong Maha Vajiralongkorn. Men ceremonien er nu blevet udsat i forbindelse med skandalen omkring ledsagersken.

Vajiralongkorn har været Thailands konge siden 2016, men han blev officielt først kronet i maj i år - som den tiende monark i Chakridynastiet. Hans far, kong Bhumibol Adulyadej, døde i 2016 og havde været en samlende figur i landet efter 70 år på tronen.

Få dage før sin kroning giftede kong Vajiralongkorn sig med sin personlige livvagt, den 41-årige Suthida Tidjai. Hun fik titlen dronning Suthida.

Suthida var tidligere stewardesse i Thai Airways. Den nye konge har langtfra samme popularitet, som hans far havde. Han blev indsat som konge på et tidspunkt, hvor landet var præget af politisk splittelse.

/ritzau/AFP