Hvis man sidder i Beijing og har set sig lun på en ny Tesla, så må man kigge langt efter flere modeller nu.

For ifølge Reuters har Tesla stoppet salget af Model X og Model S i Kina.

Det skulle fremgå på den kinesiske udgave af Tesla.com, at man ikke kan købe de to elbiler længere i Kina.

Både Model S og Model X bliver produceret i USA og sendt til Kina.

Derfor bliver bilerne pålagt en told på 125 procent. Den høje told er et resultat af den handelskrig, som USA og Kina lige nu udkæmper – særligt foranlediget af USAs præsident Donald Trump.

Ifølge Reuters har Tesla ikke svaret på, hvorfor de er stoppet med at sælge de to bilmodeller i Kina.

Handelskrigen mellem de to lande startede, da USA indførte told på kinesiske varer - ligesom Europa blev mødt af nye toldbarrierer. Fredag hævede Donald Trump igen, igen tolden mod kineserne. Det fik Kina til at svare igen med de 125 procent.

Tesla sælger ikke særligt mange af de to elbiler i Kina. I 2024 blev der kun solgt 1553 Model X og 311 Model S.

De to lidt mere populære biler Model 3 og Model Ý bliver lavet på en fabrik i Kina. De kan stadigvæk købes i Kina.

Model 3 og Model Y er Teslas bedstsælgende biler i Europa - Model Y bliver bygget på en fabrik tæt på Berlin.