Lyt til artiklen

En amerikansk Tesla-ejer satte sin luksusbil på autopilot og gav sig til at holde øje med sin hund på bagsædet, mens bilen kørte sig selv.

Det viste sig at være en endog meget dårlig idé.

Ikke nok med, at Teslaen pludselig gik amok, bakkede ind i en bil, der holdt lige bagved, og blev totalskadet.

Bilen, det gik ud over, gjorde det også meget svært for ejeren at bortforklare sin brøler.

For det var en politibil med blå blink, Teslaen påkørte, efter at autopiloten pludselig fik bilen til at bakke, mens den holdt i en motorvejskø ved byen Norwalk i Connecticut lørdag morgen.

Påkørslen fik ikke Teslaens autopilot på bedre tanker. Tværtimod.

Umiddelbart efter begyndte luksusbilen igen at accelerere. Blot med den forskel, at den nu kørte fremad.

Det fik Teslaen til at brage direkte op bagi den bil, som var gået i stå på motorvejen og var årsag til, at køen var opstået, skriver politiet i staten Connecticut på Facebook.

Foto: Connecticut State Police
Vis mere

Politiet er bestemt ikke tilfreds med føreren og kommer med en løftet pegefinger til alle, der har en bil med autopilot.

'Teslaens fører forklarede, at han havde sat sit køretøj på autopilot og forklarede, at han holdt øje med sin hund på bagsædet,' skriver politiet på Facebook og fortsætter:

'Uanest hvad din bil kan, skal du altid have fuld fokus på trafikken, når du kører, af sikkerhedsmæssige hensyn.'

Det var en i en Tesla Model 3, at autopiloten gik amok.

Heldigvis kom ingen til skade i uheldet.

Men for føreren får det et retsligt efterspil. Føreren er sigtet for hensynsløs kørsel og at bringe andres liv og førlighed i fare.

Årsagen til, at Teslaens autopilot pludselig fejlede, bliver nu undersøgt.

Bilfabrikanten har ikke kommenteret den specifikke hændelse, men anbefaler at føreren altid har hænderne på rattet - også når autopiloten er slået til.