Da et særligt skattefradrag er stoppet i USA, har bilkøbere tilsyneladende haft travlt med at købe Tesla.
Elbilproducenten Tesla leverede i tredje kvartal flere biler end ventet.
Det fremgår torsdag af en meddelelse fra Tesla.
Årsagen er tilsyneladende, at et særligt skattefradrag på elbiler i USA stoppede med udgangen af september, og at elbilkøbere derfor havde travlt med at købe selskabets biler.
I alt leverede Tesla 497.099 biler i tredje kvartal af 2025. Det er syv procent over det tilsvarende kvartal sidste år.
Investorer og analytikere regner dog med, at det vil gå nedad bakke i næste kvartal, da skattefradraget er udløbet.
Så på børsen er elbilselskabet faldet torsdag.
- Mens tredje kvartal var stærkt, så forventer vi et fald i salget i fjerde kvartal svarende til første halvdel af året, og det vil i vidt omfang skyldes, at skattefradraget er udløbet, siger senioranalytiker Seth Goldstein hos Morningstar.
Kongressen godkendte tilbage i 2008 et skattefradrag på 7500 dollars for elbiler og plug-in-hybridbiler. Det blev forlænget i 2022, men udløb 30. september.
Imens fortsætter Europa med at være et svagt punkt for Tesla.
Flere rivaler har markedsført deres plug-in-hybridbiler aggressivt, og kinesiske elbilselskaber gør fremskridt i et marked med stor konkurrence.
Tesla-aktier er en stor andel af direktør Elon Musks formue, som onsdag ifølge magasinet Forbes passerede milepælen 500 milliarder dollar. Det svarer til knap 3200 milliarder kroner.
Siden er Musks formue faldet under de 500 milliarder dollar igen.
Torsdagens meddelelse fra Tesla handler om selskabets leverancer og produktion, men ikke de økonomiske resultater i Tesla. Dem ventes Tesla at komme med 22. oktober.
I hele 2025 ventes Tesla ifølge analyseselskabet Visible Alpha at levere 1,61 millioner biler, hvilket vil være cirka ti procent under 2024.
/ritzau/Reuters