»Han så på mig og sagde, at jeg ikke skulle tro, hvad der ville komme til at stå om ham i medierne. Efter angrebet har jeg tænkt meget på, om han havde planlagt angrebet allerede dér«.

Sådan lyder det fra en mandlig medstuderende til den norske, terrorsigtede Philip Manshaus. Kilden er anonym og optræder i den norske avis VG.

Den medstuderende gik på Fosen Folkehøjskole fra efteråret 2018 til sommeren 2019.

Politiet synes ifølge den norske avis, at oplysningerne er »meget interessante«, og de ønsker at afhøre eleven, så snart som muligt.

Den nye information kan bidrage til at fastslå, hvornår 21-årige Manshaus besluttede sig for at gennemføre angrebet på den norske Al-Noor-moské.

Angrebet fandt sted lørdag i den forgangne uge, hvor Manshaus skød omkring sig.

Han blev dog overmandet af to mænd, der holdt ham fast, indtil politiet ankom.

Foruden terror og drabsforsøg er Philip Manshaus også sigtet for drabet på Manshaus’ 17-årige stedsøster, Johanne Ihle-Hansen.

21-årige Philip Manshaus er den formodede gerningsmand bag et angreb på en norsk moské. Han er sigtet for drab og drabsforsøg.
21-årige Philip Manshaus er den formodede gerningsmand bag et angreb på en norsk moské. Han er sigtet for drab og drabsforsøg.

Den medstuderende fortæller til VG, at han og den terrorsigtede ikke var venner, men klassekammerater.

»Vi hang ud i en periode, men så trak han sig,« siger manden.

I lighed med andre elever på skolen, fortæller kilden, at den 21-årige i løbet af skoleåret blev mere ekstrem. Han fordømte alt og alle, som ikke opførte som foreskrevet i Bibelen.

En elev valgte endda at advare skoleledelsen i vinter, fordi han var bekymret for den nu terrorsigtedes ekstreme holdninger.

Manshaus skulle bl.a. have haft planer om at melde sig ind i den nynazistiske organisation Nordfront.

Ledelsen afviste, at der var grund til bekymring.

Politiet har endnu ikke ønsket at konkludere, hvornår Manshaus gik i gang med at planlægge angrebet.

Selv har han ind til torsdag aften ikke ønsket at afgive forklaring overfor politiet. Politiet er nu ved at finde et passende tidspunkt for afhøringen.