Håndjernene klappede hurtigt, da en libanesisk mand fredag aften blev stoppet i Berlins Brandenburg Lufthavn efter at være ankommet fra Beirut.
Dermed er der sket endnu en anholdelse i en mørkelagt terrorsag med tråde til Danmark, hvor politiet i Tyskland og andre lande mistænker, at terrorbevægelsen Hamas har været i gang med at planlægge angreb på jødiske og israelske institutioner i Europa.
Ifølge BBC sigtes den anholdte 'Mohammad S.', der blev arresteret fredag i lufthavnen i Berlin, for i august sidste år at have hjulpet med at skaffe 300 patroner i forbindelse med planen om at angribe jødiske og israelske institutioner.
Han skal nu fremstilles i retten for en føderal dommer, der skal tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles under politiets og efterretningstjenestens videre efterforskning.
Ifølge tyske myndigheder har den anholdte fra lufthavnen samarbejdet med en af de tre formodede medlemmer af terrorbevægelsen Hamas, som 1. oktober sidste år blev arresteret i Tyskland - mistænkt for at planlægge terrorangreb i Europa.
De tre mænd i alderen 36-44 år blev pågrebet under et møde i Turmstrasse i Moabit-distriktet i Berlin i forbindelse med en våbenoverdragelse. To af dem er tyske statsborgere - den tredje fra Libanon.
Ved anholdelsen beslaglagde politifolkene blandt andet en Kalashnikov AK 47-automatriffel, en Glock-pistol og hundredvis af patroner hos de tre mænd.
Ifølge det tyske medie Der Spiegel ransagede politiet samtidig med anholdelserne også adresser i de tyske byer Leipzig og Oberhausen.
Desuden anholdt de tyske myndigheder i november endnu et mistænkt medlem af Hamas - også en libanesisk statsborger - nær grænsen til Tjekkiet, hvorfra han netop var indrejst.
Denne mand havde bopæl i Danmark, og dagen efter ransagede PET en adresse i Københavnsrådet. Samtidig oplyst den danske efterretningstjeneste, at yderligere en person var blevet sigtet i sagen i Danmark.
Og midt i november anholdt det tyske forbundspoliti endnu en mand i et tog på vej fra Danmark mod Flensborg i samme sag.
Han var libanesisk statsborger og boede i den tyske by Oberhausen.
Han mistænkes for i Hessen at have modtaget en riffel, otte pistoler og over 600 patroner fra en af de andre involverede, som tidligere var blevet anholdt i Berlin.
Tyske myndigheder har oplyst, at dansk og tysk politi samarbejder om at efterforske sagen.
Samtidig skete der sidste efterår også to anholdelser i Aarhus-området på begæring fra tysk politi. Også her drejede det sig ifølge myndighederne om mulige planer om angreb på jødiske og israelske lokaliteter i Tyskland.
I den sag har tysk politi dog ikke sagt, at man mistænker, at der er en forbindelse til Hamas.
Derimod har det tidligere været fremme, at tysk politi mener, at en af de anholdte i den sag arbejder for en iransk efterretningstjeneste.
Og i november 2024 blev fire andre mænd anklaget i Tyskland for på vegne af Hamas at have smuglet skydevåben ind i Tyskland - blandt andet fra et skjult våbenlager i Danmark.
B.T. kunne den gang oplyse, at der ifølge den øverste tyske anklagemyndighed havde befundet sig et våbenlager ved Nyborg på Fyn.
Våbendepotet blev angiveligt tømt i 2019, hvor i hvert fald en pistol blev smuglet fra Nyborg til Tyskland.

