Mandag eftermiddag blev norske Philip Manshaus fremstillet i grundlovsforhør i Oslo Tingrett, efter han angiveligt skød og dræbte sin stedsøster samt udløste skud mod en moské.

Øverst kan du se live billeder fra Oslo, hvor den norske terrorsigtede Philip Manshaus' forsvarer kommenterer sagen.

Pressen fik lov til at tage billeder af Manshaus, der tydeligvis har fået en hård medfart. Blå mærker og sår præger den terrorsigtedes ansigt.

Det er meget sjældent, at sigtede i så alvorlige sager lader sig fotografere i retten.

»Han smilte lidt, mens han kiggede rundt i lokalet. Jeg kan ikke undgå at tænke på en anden mand, der stod tiltalt for et omfattende terrorangreb. Jeg får på en måde et deja-vu, når jeg ser den måde, han agerer på,« siger VG-journalist Anders Giæver i VG.

Philip Manshaus er mistænkt for terrorangrebet på noskéen Al-Noor.
Philip Manshaus er mistænkt for terrorangrebet på noskéen Al-Noor. NTB SCANPIX

Han henviser til den terrordømte Anders Behring Breivik, der forsøgte at virke ovenpå i retten og heilede adskillige gange foran kameraerne.

Tidligere på dagen blev 21-årige Philip Manshaus sigtelse ændret fra drabsforsøg til terror. Han er desuden sigtet for drabet på sin 17-årige stedsøster.

Mens han er fremstillet i grundlovsforhør, arbejder norsk politis teknikere i Manshaus' hjem i Bærum.

Politiet meddelte første gang om skyderiet klokken 16.42 lørdag.

Her ses han i retten.
Her ses han i retten. NTB SCANPIX

Ifølge moskéens forstander, Irfan Mushtaq, var gerningsmanden iført en hjelm og uniform, da han gik til angreb.

»Et af vores medlemmer er blevet skudt af en hvid mand med hjelm og uniform,« sagde han til lokalavisen Budstikka.

Det var den 65-årige Mohamed Rafiqs fortjeneste, at angrebet ikke fik lov til at eskalere.

Den ældre herre reagerede prompte og holdt godt fast i den formodede gerningsmand.

»Han (Mohamed Rafiq, red.) er en helt. Der er ingen tvivl om, at han er en helt. Havde han ikke stoppet denne terrorist, så havde han været død,« siger Rafiqs bistandsadvokat, Abdul Satar Ali, til VG.

Heldigvis kom ingen alvorligt til skade under angrebet. Den unge mand nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden vil gå efter fire ugers varetægtsfængsling samt fuld isolation.

Det betyder også, at han får brev- og besøgsforbud, hvis retten giver anklagemyndigheden medhold. Tingsrettsdommer Sven Olav Solberg lukkede dørene til retssalen ved 14-tiden af hensyn til efterforskningen.