I 2012 blev Munir Awad og tre andre dømt for at planlægge et terrorangreb mod JP/Politikens Hus.

Snart er Munir Awad på fri fod igen, men han mener ikke, at tiden bag tremmer har gjort ham til en bedre person.

»Man får mulighed for at tænke over tingene. Jeg har siddet her i otte år. Jeg har ikke fået nogen hjælp eller tilbud om genintegrering (i samfundet, red.). Jeg er blevet modarbejdet. Jeg har ikke fået mulighed for at forbedre mig. Tværtimod,« siger Munir Awad i et stort interview med den svenske avis Expressen.

Han var en af de tre mænd, der blev anholdt i en lejlighed i Herlev under en stor politiaktion den 29. december 2010.

I lejligheden blev der blandt andet fundet en maskinpistol, en ni-millimeterpistol samt 122 skarpe skud og 200 plastikstrips, der kunne bruges som håndjern.

Anholdelserne skete, efter at politiet, blandt andet på baggrund af telefonaflytninger, fik mistanke om, at mændene havde planer om at angribe JP/Politikens Hus og dræbe flere af mediehusets journalister.

Halvandet år senere blev han og de tre andre tiltalte, Mounir Dhahri, Sahbi Zalouti og Omar Abdalla Aboelazm, idømt 12 års fængsel.

Men over for Expressen nægter Munir Awad at have kendt noget til planerne om et terrorangreb.

Munir Awad er en af de fire militante islamister, der blev dømt for at ville begå en massakre mod ansatte i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København som hævn for Muhammed-tegningerne. Awad indrømmer i et interview med Expressen, at han blev rasende, da avisen bragte tegningerne, men nægter at have haft planer eller ønske om at begå et terrorangreb.
Munir Awad er en af de fire militante islamister, der blev dømt for at ville begå en massakre mod ansatte i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København som hævn for Muhammed-tegningerne. Awad indrømmer i et interview med Expressen, at han blev rasende, da avisen bragte tegningerne, men nægter at have haft planer eller ønske om at begå et terrorangreb. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

I stedet påstår han, at turen til København kun var en 'planlægningstur' med alt betalt - og at han slet ikke vidste, hvorfor de tre andre ville have ham med, eller hvad de var ved at planlægge, men at han håbede, 'der var penge i det'.

»Nej, jeg har lært, at man skal stille så få spørgsmål som muligt. Jo mindre man ved, jo bedre,« siger Munir Awad, der har en fortid i det kriminelle miljø, til Expressen.

I stedet mener Awad, at den svenske efterretningstjeneste Säpo og landets myndigheder står bag et 'komplot' mod ham.

Blandt andet påstår han, at USA havde hvervet en af hans venner gennem 15 år som spion, og at den tidligere ven sørgede for, at Munir kom med på turen til København, så han kunne blive dømt for planlægningen af terrorangrebet.

Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Da Expressen går Munir Awad på klingen, fortæller han, at han er villig til at gå i døden for sin tro.

Han siger også, at han blev rasende og opfattede det som en unødvendig provokation, da Jyllands-Posten bragte Muhammed-tegningerne i 2005.

Men på spørgsmålet om, hvorvidt det kunne få ham til at forsvare sin profet ved at begå en terrorhandling mod Jyllands-Posten, svarer han afvisende.

»Hør her. Jeg er klar til at forsvare profeten med mit liv. Men det er et hypotetisk spørgsmål,« siger Munir Awad og fortsætter:

»Det er ikke rimeligt at koble de to ting sammen. Provokationerne finder sted hver dag. Det sker i Frankrig, det sker i Danmark, og det sker i dagligdagen. Det er der ikke noget nyt i.«

Han mener heller ikke, at han har noget at undskylde.

»Efterfølgende vil folk have en eller anden form for tilståelse eller undskyldning. Men der er ingen grund til at fravige det faktum, at der intet skete (at der aldrig blev begået en terrorhandling mod JP/Politikens Hus, red.),« siger Munir Awad.

Munir Awad ved ikke, hvad han skal tage sig til nu, hvor han snart er på fri fod igen.