»Nej,« lyder det kontant fra Terje Rød-Larsen, da Dagbladet opsøger den tidligere norske diplomat i Abu Dhabi.

Han er sammen med sin hustru, Mona Juul, blevet afsløret i at have haft en tæt relation med den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.

Og det er netop dét, den norske avis Dagbladet vil spørge Terje Rød-Larsen ind til. 

»Jeg kan ikke tale. Jeg er syg,« svarer han på norsk, mens han vinker mediet væk.

Den korte samtale bekræfter en stærkt nedsat taleevne, hvilket han i starten af måneden satte ord på i en erklæring.

Her påpeger han, at han er alvorligt syg, hvilket er en del af forklaringen på, han ikke har udtalt sig om Epstein-dokumenterne, hvor han og hustruen optræder.

Mona Juul og Terje Rød-Larsen er sigtet for korruption.
Mona Juul og Terje Rød-Larsen er sigtet for korruption. Foto: Michael Beck/EPA/Ritzau Scanpix

'Terje Rød-Larsen har været genstand for betydelig medieopmærksomhed de seneste dage med spørgsmål og alvorlige beskyldninger vedrørende hans tidligere forhold til Jeffrey Epstein. Terje ønsker helhjertet at reagere på dette og bidrage til at sikre, at fakta fremstilles klart.'

'Terje er i øjeblikket ikke i stand til at give interview eller besvare forespørgsler på løbende basis. Terje er 78 år gammel og fik det første af to slagtilfælde i 2025. Han er nu under daglig overvågning og behandling af sundhedspersonale. Slagtilfældene har forårsaget omfattende svækkelse af hans hukommelse og tale.'

Mandag bekræftede den norske politienhed Økokrim, at Terje Rød-Larsen og Mona Juul, der indtil for nylig var ambassadør i Jordan og Irak, er blevet sigtet for korruption og medvirken til korruption.

Det skyldes nyligt frigivne dokumenter i Epstein-sagen, som viser, at deres relation til den dømte sexforbryder var mere omfattende end som så.

Rød-Larsen har blandt andet arbejdet som særlig rådgiver i Udenrigsministeriet. Derudover har han haft flere FN-stillinger med relation til Mellemøsten.
Rød-Larsen har blandt andet arbejdet som særlig rådgiver i Udenrigsministeriet. Derudover har han haft flere FN-stillinger med relation til Mellemøsten. Foto: Awad Awad/AFP/Ritzau Scanpix

Blandt andet testamenterede Epstein 10 millioner dollar til parrets to børn, blot to dage før han døde.

Derudover hjalp han Rød-Larsen og Juul med at presse en lejlighed i Oslo ned til langt under markedsprisen.

Men hjælpen gik begge veje. 

For Rød-Larsen introducerede Epstein til politikere og diplomater, rapporterede om sine egne møder og hjalp med en visumansøgning for en ung kvinde, der hævder at være blandt Epsteins mange ofre.

Terje Rød-Larsen er endnu ikke blevet indkaldt til afhøring i sagen, men ifølge hans advokat, John Christian Elden, er det af sundhedsmæssige årsager »usandsynligt«, at Rød-Larsen rejser til Norge.

Derfor vil afhøringen sandsynligvis finde sted i Abu Dhabi, hvor den tidligere diplomat har været bosat i årevis.