»Jeg åbnede øjnene, og da så jeg folk ligge på gulvet med blod overalt.«

Ordene kommer fra den britiske kvinde Teresa Itabor, der var en af de passagerer, der var ombord på et af de tog, der fredag eftermiddag var involveret i en voldsom kollision på vej mod London.

Det skriver BBC, der har talt med hende.

Omkring klokken 17 kørte ét tog af endnu uvisse årsager op bag i et andet – og kaos brød ud.

Til BBC fortæller Teresa Itabor, at hun sad i toget fra Wellingborough, og at det kort forinden havde kørt fra Bedford Station, da »et kæmpe brag« lød, mens hun selv sad med lukkede øjne og havde hovedtelefoner på.

»Jeg anede ikke, hvad der foregik; mit hoved ramte sædet foran mig,« forklarer hun til mediet.

»Jeg åbnede øjnene, og da så jeg folk ligge på gulvet med blod overalt.«

Sent fredag aften har ambulancetjenesten East of England Ambulance Service udsendt en udtalelse om ulykken – og i den lyder det, at en person er omkommet.

Det er ifølge Sky News siden blevet bekræftet, at den omkomne er en af lokomotivførerne. 

Derudover har 11 personer ifølge ambulancetjenesten pådraget sig »meget alvorlige skader«, mens 22 meldes »alvorligt såret«.

Yderligere 56 personer har fået »lettere skader«, oplyser East of England Ambulance Service.

»Alle patienter med de alvorligste skader er nu blevet transporteret fra ulykkesstedet til hospitalet,« lød det sent fredag aften.

»Vores tanker går til alle de berørte, og vi takker alle kolleger i redningstjenesterne for deres hurtige indsats.«

Det vides endnu ikke, hvorfor ulykken skete.

En undersøgelse af sagen er i gang.