Topchefen for den amerikanske techsucces LendingTree er død.

Det var i en tragisk ATV-ulykke, at Doug Lebda i weekenden mistede livet på familiens landsted i den amerikanske stat North Carolina, skriver CNN.

Han blev 55 år.

I en besked fra selskabet lyder det:

»Doug var en visionær leder, hvis utrættelige energi, innovative evner og passion forandrede markedet for finansielle serviceprodukter,« fremgår det af hjemmesiden:

»Hans passion vil fortsat inspirere os alle, mens vi forsøger at komme videre.«

Ifølge selskabets egen hjemmeside grundlagde Doug Lebda LendingTree i 1996, efter at han på egen krop havde mærket besværlighederne ved at optage et boliglån.

Det er en platform, der hjælper brugerne med at sammenligne eksempelvis priser på huslån, kreditkortydelser og forsikringer.

Han har tidligere udtalt, at hans ideer oftest udspringer af egne oplevelser.

Efter melding om dødsfaldet faldt aktierne i LendingTree mandag med fire procent.

Scott Peyree er allerede blevet gjort til ny direktør i selskabet, mens Steve Ozonian overtager posten som bestyrelsesformand.

Doug Lebda efterlader sig hustruen Megan og døtrene Rachel, Abby og Sophia.