Tech-området sætter skub i Kinas vækst igen
Kina kører i "to hastigheder" med sløv efterspørgsel inden for landet, mens der er godt gang i tech-eksporten.
Kina kører i "to hastigheder" med sløv efterspørgsel inden for landet, mens der er godt gang i tech-eksporten.
Kinas bnp steg med 4,5 procent i det forgangne kvartal sammenlignet med for et år siden.
Det oplyser Kinas statistikbureau mandag.
Dermed sætter væksten farten lidt op efter et sløvt andet kvartal, hvor den lå på det laveste niveau i over tre år.
Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), forklarer, at det især er inden for det højteknologiske område, at Kina klarer sig godt.
- De kinesiske fabrikker producerer i stigende grad produkter, der konkurrerer med avanceret europæisk og amerikansk teknologi, siger han i en skriftlig kommentar.
På andre områder går det mindre godt.
Mediet Financial Times beskriver således Kinas økonomi som en, der kører i "to hastigheder".
Mens kunstig intelligens, tech-området mere generelt og produktionssektoren sætter godt gang i eksporten, er der fortsat problemer i ejendomssektoren. Det udfordrer indenrigsefterspørgslen.
For hele 2026 har Kina et vækstmål på mellem 4,5 og 5,0 procent. Det er det laveste kinesiske vækstmål i årtier.
Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.
RITZAU