Talibanstyret bekymret for USA's migranthjemsendelser
USA vil sende en række migranter tilbage til Afghanistan via Pakistan. Det vækker bekymring hos talibanstyret.
USA vil sende en række migranter tilbage til Afghanistan via Pakistan. Det vækker bekymring hos talibanstyret.
Talibanstyret i Afghanistan udtrykker mandag bekymring over amerikanske planer om at sende en række afghanske migranter tilbage til landet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Det Islamiske Emirat Afghanistan udtrykker sin dybe bekymring over meldinger om, at USA vil udvise afghanske flygtninge til Pakistan, som endnu ikke har kunnet opnå lovlige dokumenter i landet, lyder det fra udenrigsministeriets talsmand Abdul Qahar Balkhi.
Talsmanden opfordrer USA til at "handle ansvarligt" og med "hensyntagen til de berørtes krav og rettigheder".
- Den afghanske side er klar til at samarbejde på en praktisk måde og med en gensidig forståelse, lyder det.
USA's Trump-administration har planer om at sende afghanske migranter, der er blevet tilbageholdt i delstaten Louisiana, tilbage til Afghanistan.
Det har tre unavngivne embedsmænd tidligere fortalt til avisen New York Times.
USA har desuden ingen diplomatiske forbindelser med Taliban og kan derfor ikke sende afghanske borgere direkte hjem.
Det første fly ventes at afgå fra USA mandag.
Flere af afghanerne er desuden blevet tildelt juridisk beskyttelse i USA og kan derfor ikke sendes direkte til Afghanistan.
Ifølge embedsmændene skal dette omgås ved først at sende de pågældende migranter til Pakistan, hvorfra de vil blive sendt videre.
Shawn VanDriver, der er direktør i organisationen AfghanEvac, har fortalt, at der blandt de udviste er flere personer, som flygtede, da USA trak sine styrker ud af Afghanistan.
- Det er brødre og sønner til mænd, der kæmpede side om side med amerikanske styrker, og det er familier, som Taliban allerede har al mulig grund til at gå efter, har han sagt til Reuters.
Ifølge New York Times er der desuden mindst én homoseksuel mand blandt de afghanere, som Trumps administration vil udvise.
Homoseksualitet er forbudt under talibanstyret i Afghanistan, hvor mænd, der har sex med mænd, risikerer at blive idømt dødsstraf.
RITZAU