Fawad Andarabi har for sidste gang slået sin ghichak an og sunget om sit hjemland, Afghanistan.

Folkesangeren blev i fredags trukket ud af sit hus og henrettet på åben gade af Taliban. Henrettelsen skete kort tid efter, at det fundamentalistiske styre havde erklæret, at musik er forbudt i Islam.

Fawad Andarabis familie fortæller til nyhedsbureauet Associated Press, at Taliban tidligere havde været forbi hans hjem for at lave en husundersøgelse. I den forbindelse drak de te med folkemusikeren, men da de senere kom tilbage, var afregningen kontant.

»De skød ham i hovedet på farmen,« siger hans søn Jawad Andarabi.

Fawad Andarabi spillede et strengeinstrument kaldet en ghichak, en form for buet lut. Han sang traditionelle sange om Afghanistan og spillede gerne på et tæppe ude i det fri.

»Han var uskyldig. En sanger hvis eneste mål var at underholde folk,« siger hans søn.

Nyheden om drabet på Fawad Andarabi kommer frem få dage efter, at Talibas talsmand Zabihullah Mujahid fortalte New York Times, at musik er blevet kriminaliseret, som det også var sidst Taliban havde magten fra 1996 til 2001.

»Vi håber, at vi kan overtale folk til ikke at gøre sådan noget, frem for at presse dem,« sagde talsmanden.

Taliban patruljerer gaderne i Kabul.
Taliban patruljerer gaderne i Kabul. Foto: AAMIR QURESHI
Vis mere

Nu siger Zabihullah Mujahid til AP, at Taliban vil undersøge drabet på folkesangeren, som fandt sted omkring 60 kilometer nord for hovedstaden Kabul, men derudover har han ingen kommentarer til sagen.

I de knap 20 år, hvor den internationale styrke har kontrolleret Afghanistan, har musik været tilladt, og både mænd og kvinder har kunnet modtage musikundervisning. Afghanske bands har udgivet musik og turneret over hele verden. Nu hersker stilheden i landet.

Afghanistan National Institute of Music (ANIM) lukkede den dag, Taliban gjorde sit indtog i Kabul. Eleverne holder sig væk og mange har afleveret deres instrumenter, fordi det kan være farligt, hvis Taliban finder dem.

»De studerende er frygtsomme og bekymrede. De forstår helt klart, at hvis de vender tilbage til skolen, vil det få konsekvenser og de risikerer at blive straffet for det,« har skolens stifter og direktør Dr Ahmad Sarmast sagt til BBC.

Taliban krigere fotograferet i Kabul.
Taliban krigere fotograferet i Kabul. Foto: AAMIR QURESHI
Vis mere

Musikforbuddet har fået mange afghanske musikere til at søge mod Kabuls lufthavn i håb om at kunne forlade landet. New York Post fortæller om en bus med 280 kvindelige sangere og musikere, der kørte tværs over landet for at nå til Kabuls lufthavn. Men i sidste øjeblik, blev de holdt tilbage af Taliban, som forhindrede dem i at forlade landet.

Sidst Taliban var ved magten var der hårde straffe for at spille eller lytte til musik. Instrumenter blev destrueret, musikere gik under jorden og kassettebånd blev hængt op i træer.

Det vides endnu ikke, hvor strengt Taliban vil håndhæve forbuddet mod musik denne gang, men afghanerne frygter, at det bliver en gentagelse af forholdene før den amerikansk ledede invasion i 2001.

Og med henrettelsen af Fawad Andarabi har Taliban slået en mørk tone an.