Afghanske kvindelige studerende skal undervises af kvinder, når det er muligt. De to køn skal være adskilte.

Det vil være tilladt for kvinder i Afghanistan at studere på et universitet, når landets genopbygning kommer i gang efter årtiers krig, men adskillelse af kønnene og islamiske lovregler for klædedragter vil være gældende. Det siger Talibans minister for højere uddannelser.

Ministeren, Abdul Baqi Haqqani, siger, at den nye Taliban-regering vil begynde med "at bygge videre på det, som eksisterer i dag". Han tilføjer, at der intet ønske er om at skrue tiden 20 år tilbage til den tid, hvor bevægelsen sidst havde magten i landet.

Haqqani siger videre, at kvindelige studerende vil blive undervist af kvinder, når det er muligt, og at klasseværelser vil være adskilte i overensstemmelse med Talibans tolkning af de islamiske sharia love.

- Gudskelov har vi et stort antal kvindelige lærere. Vi får ingen problemer på det område. Alle bestræbelser vil blive gjort for at finde kvindelige lærere til de kvindelige studerende, understreger han.

Men Haqqani erkender, at det kan blive nødvendigt med undtagelser.

- Vi kan også bruge mandlige lærere, som underviser bag et forhæng, siger han.

Ministeren siger, at der også kan undervises ved streaming eller lukkede videokonferencer, når der ikke kan findes kvindelige lærere.

Spørgsmålet om kvinders ret til uddannelser har været et af de centrale emner, når Taliban har forsøgt at overbevise omverdenen om, at det er en anden, forandret bevægelse end den, som stod for et hårdt fundamentalistisk regime i 1990'erne. Dengang havde kvinder forbud mod at gå ud med medmindre, de var ledsaget af mandlige familiemedlemmer.

En gruppe studenter, som angiveligt var kvinder, demonstrerede lørdag i Kabul for at tilkendegive deres støtte til reglerne om en islamisk dress code og separate klasseværelser.

To afghanske journalister er ifølge egne udsagn blevet slået, pisket og tilbageholdt af Taliban, da de forsøgte at dække en demonstration i landet. Det rapporterede BBC fredag.

Journalisten Taqi Daryabi havde sammen med fotografen Nematullah Naqdi dækket en kvindeprotest i Kabul onsdag.

Taqi Daryabi har fortalt BBC, at han og en anden blev "sparket, slået og pisket med elektriske kabler".

Taliban har tidligere i år foretaget målrettede dødelige angreb på kvinder, der ville uddanne sig som journalister.

/ritzau/Reuters