En tale til Norges unge går sin sejrsgang på sociale medier.

Det sker efter, at sundhedsminister Bent Høie mandag henvendte sig til de unge og takkede dem for de ofre, de også bringer under coronakrisen.

»Du har sat livet på pause - så andre kan redde deres liv,« sagde han.

I en følelsesladet tale lod han de unge vide, at den norske regering er klar over, at de unge også lider under de tiltag, der skal begrænse smitten med covid-19.

»Vi som er voksne snakker om næste sommer. Næste sommer er for midaldrende mænd, der køber karbonader og toiletpapir på tilbud. Næste sommer findes ikke, når du er ung,« sagde Bent Høie.

Han har delt talen på Facebook, som flere end 34.000 har reageret på.

»Foråret, hvor du fyldte 14, ligger ikke og venter på dig. Og det er ikke muligt at vende tilbage til sommeren, da du var 17.«

»Og ‘russetiden’ kan ikke spilles på repeat,« lød det med henvisning til ‘russefeiring’ - markeringen af at have gennemført en gymnasiel uddannelse.

Bent Høie har selv lagt et billede op på Facebook af sig selv fra studieårene.

»Jeg ville gerne kunne sige til dig, som er ung, at alt snart bliver som før. Men det kan jeg ikke.«

»Dette forår bliver anderledes. Denne sommer bliver anderledes. Dette år bliver anderledes.«

»Tusind tak til alle Norges unge. Tusind tak til alle studenterne 2020. Vi er stolte af jer,!« sagde Bent Høie.