Der er registreret 89 kinesiske fly og droner og 28 skibe i nærheden af Taiwan mandag, efter at Kina har indledt en stor militærøvelse.
Det oplyser Taiwans forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er det højeste antal kinesiske luftfartøjer, som er registreret i området på en enkelt dag siden 15. oktober 2024, skriver AFP.
Kina har mandag aktiveret enheder fra hæren, flåden og luftvåbnet samt raketenheder omkring Taiwan som del af militærøvelsen "Justice Mission 2025".
Øvelserne har til formål at teste kampberedskabet og sende en "hård advarsel" mod tiltag for taiwansk uafhængighed, lyder det fra Kina.
Taiwan er demokratisk styret og betragter sig selv som en selvstændig stat.
Kina ser modsat øen som kinesisk område.
Den netop indledte militærøvelse er ifølge Reuters Kinas sjette store runde af militærøvelser siden 2022. Dengang blev de udført, efter at den daværende formand for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, besøgte Taiwan.
Denne gang finder øvelserne sted, efter at en strid mellem Kina og Japan er blusset op.
Det er sket, efter at Japans premierminister, Sanae Takaichi, har advaret om, at brug af magt mod Taiwan ville kunne retfærdiggøre en militær reaktion fra Japan.
Afstanden mellem Kinas militærøvelser er ifølge Taiwans forsvarsministerium blevet kortere, hvilket øger presset på Taiwan. Det skriver Reuters.
Men ministeriet siger samtidig, at Taiwans militær har tilpasset sin træning til at kunne komme med et effektivt modsvar.
Den kinesiske militærøvelse påvirker ifølge Taiwans luftfartsmyndighed flysikkerheden i området.
Ifølge Taiwan er nogle af Kinas øvelseszoner 12 sømil - cirka 22 kilometer - fra Taiwans kyst, skriver AFP.
/ritzau/
