Kortere dage og tegn på udmattelse.

Sådan beskrives Donald Trump. Eller snarere tidsplanen for den 79-årige præsident. Det viser en analyse lavet af The New York Times.

Tilbage i januar slog Trump sin forgænger Joe Bidens rekord og blev den ældste præsident i USA's historie.

Trump er dog stadig tre år yngre end Biden var, da han i sin tid forlod bordenden. Den nuværende præsident sammenligner ofte sig selv med sin forgænger, og siden 2019 har han endda omtalt ham som »søvnige Joe«.

»Han sover hele tiden. Om dagen, om natten, på stranden. Jeg er ikke én, der sover,« sagde Trump om Biden så sent som i sidste uge, ifølge den amerikanske avis.

På trods af det, så ser amerikanerne ifølge avisen mindre til Trump end førhen. Han deltager i færre officielle arrangementer og rejser mindre rundt i USA, end han gjorde på samme tidspunkt i sin forrige præsidentperiode.

Og så er Trumps offentlige tidsplan blevet kortere og begynder i gennemsnit senere.

Ifølge en unavngiven kilde, som avisen har talt med, er Trump ofte først klar og parat i Det Ovale Kontor omkring klokken 11 om formiddagen, mens hjemmesiden Axios tilbage i 2019 skrev, at Trump dengang ofte vågnede før klokken 6 om morgenen - igen ifølge ikke-navngivne kilder.

The New York Times nævner også eksempler, hvor præsidenten tilsyneladende har fremstået træt.

Under et møde i Det Ovale Kontor tidligere i november gled præsidentens øjne næsten helt i, og han skal efter sigende være »døset hen« og vågnet igen og igen i flere sekunder, skriver avisen.

Trumps pressesekretær Karoline Leavitt er dog uenig og siger til avisen: 

»Enhver, som følger med på præsident Trump i hans daglige offentlige optrædener, kan tydeligt se, at han er i imponerende fysisk og mental form, med en utrættelig arbejdsmoral.«