Den mexicanske frustration og vrede rettet mod den amerikanske præsident, Donald Trump, kan nu ses på flere af landets kaffebarer.
Udover at have startet en toldkrig mod naboerne fra Mexico, har Donald Trump også valgt at omdøbe Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf.
Derfor går mexicanerne nu til modangreb ved at ændre navnet på den populære kaffetype americano på flere af Mexicos kaffebarer og cafeer.
Det skriver CNN, der har besøgt en af de kaffebarer, som har ændret navnet på americanoen.
Hvis du nu bestiller et shot espresso med varmt vand, hedder det på flere mexicanske kaffebarer og cafeer nu en cafe mexicano.
Dermed følger mexicanerne i canadiernes fodspor.
Canada har ligeledes ændret navnet på kaffetypen, efter Donald Trump talte om, at Canada skulle være USAs 51. delstat.
I Canada kalder de det nu for en canadiano.