»De regner med at have vaccineret 80 procent af deres befolkning, inden ugen er omme«.

Sådan siger B.T.’s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, der lige nu befinder sig i den gamle engelske kronkoloni Gibraltar, der ligger ved Gibraltarstrædet, som forbinder Atlanterhavet og Middelhavet.

De seneste måneder er det ellers Israel, der har fyldt i mediebilledet, fordi det er et af de lande i verden, der har vaccineret flest mod covid-19.

Men faktisk er Gibraltar, der er landfast med Spanien, også værd at holde øje med, siger vores korrespondent fra landet med knap 40.000 indbyggere.

En kvinde i Gibraltar nyder, at hun igen kan komme på restaurant. Foto: Jakob Illeborg.
En kvinde i Gibraltar nyder, at hun igen kan komme på restaurant. Foto: Jakob Illeborg.
Vis mere

Gibraltar åbnede mandag op for alt udeliv, det vil sige restauranter, barer, butikker fitness med videre, efter de i månedsvis har været lukket ned på grund af den altomsiggribende virus.

»Det er et sted, der lever af turisme, så det har været en stor dag for borgerne i dag, at livet så småt er ved at vende tilbage« siger Jakob Illeborg.

Mandag aften tog han pulsen på udelivet, hvor han talte med flere glade mennesker, der har set frem til at komme ud.

»De siger hurra. Det gør de virkelig. De lever meget af deres liv på pladser og gaderne, så de er virkelig klar til at komme ud igen,« siger B.T.s korrespondent, der fortæller, at barerne åbner for alkoholservering kl. 19.00.

Først på aftenen er folk så småt begyndt at indtage barer og restauranter, der åbnede mandag. Foto: Jakob Illeborg.
Først på aftenen er folk så småt begyndt at indtage barer og restauranter, der åbnede mandag. Foto: Jakob Illeborg.
Vis mere

Han fortæller desuden, at indbyggerne har høje forventninger til de kommende dage og uger, hvor alle er tæt på at være færdig vaccinerede.

»Det er jo en britisk kronkoloni, og derfor må man antage, at man har brugt Gibraltar som et forsøg, hvor man har sendt vacciner afsted for at se, hvordan det vil gå, når alting åbner igen. De fleste hernede er vaccineret med Pfizers vaccine,« siger Jakob Illeborg.

Han vil i de kommende dage undersøge, hvad det er for nogle udfordringer landet står overfor, og hvordan de f.eks. vil håndtere de borgere, der ikke vil lade sig vaccinere.

»Vi kan jo bruge Gibraltar som et slags spejl og se, hvordan de klarer sig,« siger B.T.’s korrespondent.

Du kan følge Jakobs videre rejse i Gibraltar her på bt.dk.

Se mere i videoen øverst her på sitet.