Præsident i den russiske delrepublik Tjetjenien, Ramzan Kadyrov, er angiveligt døden nær.

Den flamboyante og brutale 49-årige diktator er blevet erklæret døende før, men han er gang på gang dukket op igen offentligt og på sociale medier.

Putin og Kadyrov er nært allierede. 
Putin og Kadyrov er nært allierede.  Foto: Vyacheslav Prokofyev/AFP/Ritzau Scanpix

I slutningen af ​​december skrev den russiske avis Novaya Gazeta Europe, at Kadyrov var blevet indlagt akut under en rejse til Moskva.

Og nu oplyser flere efterretningstjenester og tænketanke altså, at han bliver behandlet på en privat klinik i Grosnyj i Rusland for nyresvigt.

Hvem der skal overtage posten som leder af den tjetjenske republik, vil Ruslands præsident, Vladimir Putin, afgøre. 

Det vurderer Aage Storm Borchgrevink, seniorrådgiver for Den Norske Helsinki-komité, som har fulgt menneskerettighedssituationen i Tjetjenien, skriver Dagbladet.

Ifølge ham tyder det på, at to af Kadyrovs sønner bliver positioneret til opgaven.

Der er tale om 20-årige Akhmat og 18-årige Adam Kadyrov.

De har flere gange i januar fremsat en række hyldester til Putin og trusler mod Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på Instagram.

Trods deres unge alder har de to sønner da også allerede modtaget en række priser, stillinger og vigtige poster i Tjetjeniens politiske system de seneste år.

Det er især den yngste søn, der bliver fremhævet som en potentiel efterfølger til sin far.

Eksperten peger også på to andre kandidater – nemlig Tjetjeniens premierminister, Magomed Daudov, og chefen for Kadyrovs specialstyrker, Apti Alaudinov.