I slutningen af juli 2018 ankom et privatfly til Star Gold Coast-kasinoet i Queensland, Australien, og med sig bragte flyet en storgambler.
Ombord var nemlig Wong Yew Choy fra Singapore, som gennem flere år havde gamblet sig til en voldsom formue på kasinoer i Filippinerne og britiske Isle of Man. Det røde tæppe blev rullet ud for hans fødder. Nu skulle der spilles.
Privatflyet, der havde bragt ham dertil, var betalt af casinoet, han fik en penthousesuite stillet til rådighed kvit og frit, 100.000 australske dollars som velkomst-penge at spille for og adgang til de eksklusive borde.
Det skriver Daily Mail og flere andre internationale medier.
Herfra fik den så fuld gas. Wong Yew Choy, eller Dr. Wong, som han kalder sig selv, gav sig meget hurtigt til at spille baccarat.
Det gik mildest talt skidt. På relativt kort tid havde han tabt vanvittige 40 millioner australske dollar – svarende til 181 millioner kroner.
Men det betød ikke det store for Dr. Wong.
Han bad kasinoet om friske jetoner for 10 millioner dollars yderligere og fik dem straks udleveret. En del af dem forsvandt også ned i et sort hul.
Så da Wong Yew Choy den 2. august forlod stedet efter en uge, havde han i alt tabt 43,2 millioner australske dollars. Eller: 195 millioner kroner.
Ifølge kasinoet blev de enige om, at de bare kunne bruge en blank check, som storgambleren havde udskrevet til en af kasinoets søster-kasinoer i Sydney året forinden for at få gælden ud af verden.
Men da de forsøgte at indkassere beløbet, virkede checken ikke. Og så har vi balladen.
Nu begyndte de gode folk på Star Gold Coast-kasinoet i Queensland at kime Wong Yew Choy ned og sende ham en række beskeder med det simple spørgsmål: ‘Hvor er vores penge?’
Der kom intet svar. I stedet gik de rettens vej for at hente den massive spillegæld hjem. Det er den største retssag om spillegæld nogensinde.
Dr. Wong havde dog heldet med sig. I juli 2020 blev sagen i første omgang afvist af højesteretten i Singapore.
Wong Yew Choys advokater forklarede, at Wong Yew Choy er en respekteret 'protektor' for kasinoer rundt om i verden og ofte får forskellige incitamenter for at møde op og spille.
Samme advokater forklarede, at der på kasinoet skulle være indgået en aftale mellem Wong Yew Choy og kasinoets direktør, Paul Arbuckle, om, at alt, hvad han havde tabt de første fire dage, skulle afskrives, fordi baccarat-dealeren havde begået en række fejl.
Det var nok til at få højesteretten i Singapore til at afvise sagen.
Star Gold Coast-kasinoet kæmper videre. De har nu indbragt sagen for højesteret i Brisbane, Australien.
Et træk, som ikke har mildnet storgamblerens syn på sagen.
Hans holdning er nu, at han intet skylder kasinoet, og at alle hans tab skal slettes, fordi dealerne ved bordene begik graverende fejl.
Der er endnu ikke fastsat nogen dato for, hvornår den historiske retssag om spillegæld skal gå sin gang i Brisbane.