29.000 smittet med covid-19 er døde i Spanien. Tæt på 20.000 boede på plejehjem ifølge Læger uden Grænser.

Spanien har været hårdt ramt af udbruddet af coronavirus, hvor tæt på 29.000 personer smittet med covid-19 har mistet livet. Af dem har omkring 20.000 boet på offentlige eller private plejehjem.

Det svarer til, at 69 procent - eller omkring syv ud af ti - af corona-dødsfaldene i Spanien er sket på plejehjem. Det skriver Læger uden Grænser i en pressemeddelelse.

Organisationen har hjulpet til på næsten 500 plejecentre under pandemien. Her var oplevelsen, at det ikke blev prioriteret at få de coronasmittede ældre indlagt på hospitalerne.

I stedet har plejehjemmene måttet tage sig af beboerne. Og det har de ikke været gode nok til at håndtere trods gode intentioner.

- På plejehjemmene mangler der ressourcer, systemer, træning og ansvar for den nødvendige medicinske hjælp, som borgerne skal have, siger Ximena Di Lollo i meddelelsen.

Hun er læge og koordinator for organisationens indsats på plejehjemmene i Spanien.

- Der har ikke været nogen akut, tilstrækkeligt livreddende handling koordineret mellem plejehjemmene og sundhedssystemet, lyder det.

Flere andre lande har også været hårdt ramt af corona-dødsfald på plejehjem. Blandt andet Sverige konstaterede i juli, at plejehjemmene ikke var klar til at håndtere pandemien.

På det tidspunkt var syv ud af ti ofre for covid-19 i Sverige fyldt 80 år. Og cirka halvdelen boede på et plejehjem eller i en ældrebolig.

Også i Danmark har virusset fundet vej til plejehjemmene. I juni blev et plejecenter i Hjørring ramt. Her afgik tre beboere smittet med coronavirus ved døden.

I Danmark har der i flere omgange været indført tiltag, der har skullet forhindre, at covid-19 spredte sig på landets plejehjem.

Det skete så sent som i begyndelsen af august i Aarhus, efter at byen var blevet ramt af stigende coronasmitte. Det betød, at der blev lukket for besøg på plejehjem i Aarhus.

/ritzau/