Syv personer meldes dræbt efter en lavine mandag morgen ramte det 5.630 meter høje bjerg Yalung Ri, der ligger nordøst for Kathmandu i Nepal, og som er en del af Himalaya-bjergkæden.

Yderligere fire er såret og fire andre meldes savnet.

Det skriver Kathmandu Post.

Blandt de omkomne er tre amerikanske statsborgere, en canadisk, en italiensk og to nepalesiske statsborgere.

Det oplyser Gyan Kumar Mahato, der er vicepolitikommissær i Dolakha-distriktet, hvor ulykken fandt sted.

Han siger, at lavinen indtraf, mens holdet af bjergbestigere og lokale guider opholdt sig ved deres basecamp på Yalung Ri-bjerget.

Her befandt de sig som led i deres forberedelser til at bestige det højere bjerg, Dolma Khang, på 6.332 meter.

Redningsarbejdet blev midlertidigt indstillet efter mørkets frembrud.

Tidligere var redningsindsatsen blevet forsinket på grund af flyverestriktioner i Rolwaling-regionen, som kræver særlig administrativ tilladelse til helikopterflyvninger.

Selv efter at tilladelsen var givet, resulterede det dårlige vejr i yderligere forsinkelser.