Syv personer - både militært personel og civile - er blevet dræbt i angreb fra houthibevægelsen på Mocha, der er en havneby i det sydlige Yemen.

Det melder Yemens militær natten til mandag.

- Fire medlemmer af de væbnede styrker og tre civile er blevet dræbt, og yderligere 30 er såret, lyder det i en udtalelse fra militæret.

Luftforsvaret har opsnappet og nedskudt 11 droner, der ifølge militæret også var en del af angrebet fra houthierne.

Optagelser vist på tv-kanalen Al Masirah, der har tilknytning til houthierne, viser affyringen af adskillige ballistiske missiler og droner.

En militær talsmand for houthierne ved navn Yahya Saree udtaler i et opslag på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at affyringen var rettet mod grupper af saudiarabiske soldater og saudiarabiske våbendepoter.

Det yemenitiske militær oplyser, at angrebene fra houthierne ligeledes ramte boligområder i Mocha.

Søndag meldte houthibevægelsen selv, at den havde angrebet et olieraffinaderi tilhørende Saudi Aramco i byen Jazan i det sydvestlige Saudi-Arabien.

Det saudiarabiske energiministerium oplyste i den forbindelse, at der var udbrudt brand på raffinaderiet. Den blev dog slukket, og ingen kom til skade.

Houthierne udtalte i sidste måned, at gruppen ville indføre en flådeblokade mod Saudi-Arabien i Det Røde Hav.

Bevægelsen er allieret med Iran, hvor den får støtte fra.

Iran og dets allierede shiamuslimske væbnede grupper har skudt mod Saudi-Arabien og andre golfstater samt blokeret deres energiforsendelser i flere måneder.

Det begyndte, da USA og Israel angreb Iran den 28. februar, hvilket var en markant optrapning efter år med uroligheder i regionen.

Forhandlingerne mellem USA og Iran om en fredsaftale har trukket i langdrag. Adgangen til Hormuzstrædet - en afgørende maritim handelsrute for energiforsyninger - er blandt knudepunkterne i striden.

RITZAU/Reuters