Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, skal mandag mødes med USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.

På mødet ventes Al-Sharaa at presse på for at få ophævet de sidste amerikanske sanktioner mod Syrien.

Først og fremmest drejer det sig om en ophævelse af den såkaldte Caesar-lov, fortæller Al-Sharaas presserådgiver Ahmad Zeidan til det saudiske medie Al Arabiya TV, skriver nyhedsbureauet AP.

Caesar-loven er en sanktionslovpakke, der blev vedtaget i 2019 på grund af menneskerettighedskrænkelser begået under den tidligere præsident Bashar al-Assads styre.

Caesar-sanktionerne er i øjeblikket suspenderet ved et præsidentielt dekret, og skal loven ophæves, så kræver det en vedtagelse i USA's kongres.

Fra amerikansk side er der et ønske om, at al-Sharaa på mødet underskriver en aftale om at gøre Syrien til del af den internationale og amerikanskledede alliance mod den islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS).

Det fortalte Tom Barrack, som er USA's særlige udsending i Syrien, for halvanden uge siden.

Donald Trump har ifølge AP forud for mødet sagt, at han har taget skridt til at ophæve sanktioner mod Syrien.

Samtidig roste USA's præsident Ahmed al-Sharaa for at have gjort et godt stykke arbejde i Syrien.

De to mødtes første gang i maj i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, mens Trump var på rundrejse i Mellemøsten.

- Det er et udfordrende område, og han er en hård fyr, men jeg kom rigtig godt ud af det med ham, og der er gjort store fremskridt med Syrien, sagde Donald Trump ifølge AP.

Fredag fjernede USA officielt Ahmed al-Sharaa fra en amerikansk terrorliste.

Det var ventet, da Syriens præsident samarbejder med USA. Det skete dagen efter, at FN's Sikkerhedsråd stemte for at ophæve sanktionerne mod al-Sharaa.

Al-Sharaa stod i spidsen for oprørsstyrkerne og den islamistiske bevægelse Hayat Tahrir al-Sham, da den mangeårige præsident Bashar al-Assads styre blev væltet i december 2024.

Det skete efter mere end 13 års borgerkrig i landet.

/ritzau/