Krig i Ukraine, fred i Mellemøsten, konflikt mellem Venezuela og USA, Trumps interesse i Grønland, toldkrig, politiske topmøder og drab.
2025 var et ekstraordinært år rundt omkring i verden. Men noget tyder på, at 2026 kan blive mindst lige så vildt. Her følger en række af de store begivenheder, det kommende år byder på.
Der var nok ikke mange, der ved indgangen til sidste år havde spået, at vi skulle have amerikanske angreb på Iran, at Charlie Kirk skulle dræbes, at der ville komme fred i Mellemøsten.
Og der er god mulighed for, at 2026 også byder på en række ting, man på ingen måde havde set komme.
Alligevel kan det allerede nu slås fast, at næste år bliver ekstraordinært.
Det kommer flere store begivenheder til at sørge for.

Valg i Ungarn – er Orbán på vej ud?
En af de første store begivenheder kommer i løbet af foråret, og er et valg på europæisk grund.
I april går ungarerne nemlig til valg. Og meget tyder på, at der kommer en udskiftning på regeringskontorerne i Budapest.
Siden 2010 har den EU-kritiske leder af Fidesz-partiet, Viktor Orbán, været premierminister i Ungarn.
Og nærmest lige så længe har han været en torn i øjet på etablissementet i Bruxelles.
Men noget tyder på, at Orbán, der længe har været et af de største navne på den fremvoksende europæiske højrefløj, stirrer ind i et nederlag
Her omkring fire måneder inden valget fører det nye oppositionsparti Tisza med Peter Magyar i spidsen nemlig solidt i meningsmålingerne – og har gjort det i et stykke tid.
Peter Magyar er tidligere medlem af Fidesz. Han kender derfor partiet og Viktor Orbán indgående.
Men han slår sig selv op på at være anti-Orbán. Noget der i stigende grad er populært i Ungarn.

VM i fodbold – med Trump i centrum
Jeps, VM i fodbold er naturligvis en sportsbegivenhed. Men i og med, at de fleste kampe skal spilles i USA – hvor også finalen finder sted – så kommer det også til at handle om Donald Trump.
Vi har allerede set ved flere lejligheder, hvordan den amerikanske præsident har fået det til at handle om sig selv, når emnet eksempelvis var lodtrækning til puljerne ved sommerens slutrunde.
VM i fodbold kommer naturligvis også til at handle om sport.
Men som ved VM i 2022 i golfstaten Qatar kan det nok ikke undgås, at der kommer politik ind i billedet.
USAs nye og sværere adgangskrav under Trump, kan komme i fokus. Det samme kan præsidentens hårde kurs mod indvandrere – specielt når en masse fans af landshold fra eksempelvis Latinamerika indtager de amerikanske byer.
Og så er der naturligvis præsidenten selv.
Kan Trump holde sig ude af spotlyset, når en verdensbegivenhed som VM i fodbold kommer til landet? Det er nok tvivlsomt.
Det kan blive et kæmpe brag. Både på banen og udenfor banen.

Midtvejsvalg i USA – kæmpe nederlag på vej til Trump?
Efter præsidentvalget i 2024, hvor Donald Trump red ind i Det Hvide Hus med en sejr i samtlige syv svingstater, så tyder det på, at midtvejsvalget i 2026 bliver knap så rosenrødt for den amerikanske præsident.
Som det står nu, så er der en reel fare for, at Donald Trump kan løbe ind i gedigne tæv.
Ganske vidst er han ikke selv på valgkortet.
Men alligevel kommer det til at handle om Trump, Trump og atter Trump, når samtlige pladser i Repræsentanternes Hus og en tredjedel af pladserne i Senatet er på spil.
For selvom der altid vil være lokale og regionale faktorer, der spiller ind, så kommer midtvejsvalget også til at være en meningsmåling over Trumps præstation i løbet af de to første år.
Som det står nu – godt 11 måneder inden midtvejsvalget – så kan det blive rigtig grimt for Trump og Republikanerne.
Økonomien for mange blandt den amerikanske arbejderklasse er rigtig skidt i øjeblikket. Får Trump ikke rettet op på det inden valget i november, så kan der være vælgerlussing til forret, hovedret og dessert.
Bliver det en såkaldt blå bølge, er der fare for, at Trump mister Repræsentanternes Hus. Og bliver det rigtig slemt, kan Senatet ryge med.
Hvis bare en af tingene sker, så vil Trump være det, amerikanerne kalder en 'lame duck' – en præsident, der ikke kan få gennemført sin politik og bare venter på næste præsidentvalg.
2026 tegner til at blive et brag.

