Det lykkedes en sygeplejerske at kravle ud af sin bil, der var en af 133 biler involveret i en kæmpestor ulykke på motorvejen ved Fort Worth i Texas torsdag – for så at tage direkte på arbejde!
Rebecca Benson var taknemmelig for at klare sig uskadt fra ulykken, som kostede seks mennesker livet og sårede mange flere på Interstate 35. Det skriver New York Post.
Hun var på vej på arbejde omkring 6.30 om morgenen, da bilen pludselig begyndte at skride. Vejen foran hende var simpelthen ramt af såkaldt sort is. Det var regn, der straks var frosset til is ved mødet med den kolde asfalt.
»Jeg prøvede på ikke at spinne og at finde ud af, hvordan jeg fik stoppet bilen. Min fod var næsten ved at gå gennem gulvet,« sagde hun efter den dramatiske episode.

»Så opdagede jeg, at der bare ikke var noget at gøre.«
Hun bragede derefter ind i en Coca-Cola-varebil og en biltransportør. Hun sigtede efter de to biler og bad til Gud om at slippe billigt fra sammenstødet.
Benson sagde, at hun rystede i sin bil, hver gang en ny bil bragede ind i den.
»Jeg så i mit bakspejl, og der kunne jeg se alle disse biler på vej mod min bil. Det var det værste, at jeg var klar over, at jeg havde klaret sammenstødet, men nu kunne jeg risikere at blive smadret af bilerne, der havde retning mod mig.

Scenen var som taget ud af en 'zombiefilm',« sagde Rebecca Benson.
Hun blev senere hjulpet ud ad bagvinduet af sin bil af en anden bilist. Så snart hun var kommet fri, så telefonerede hun til en kollega, som gav hende et lift til hospitalet, hvor hun arbejder.
Først senere blev hun selv tjekket af lægerne, efter ar være blevet bedt om det af sin mand.
Resultatet var, at hun havde smerter i nakken og skulderen, og at den venstre albue var slået gul og blå.