En sygeplejerske blev dårlig og besvimede på direkte tv, få minutter efter at hun havde fået en covid-19-vaccine på et direkte pressemøde.

»Vi er i corona-beredskabet, så mit team er de første til at få chancen for en vaccine, og jeg ved, at det er virkelig... Jeg beklager, men jeg er virkelig svimmel,« nåede hun at sige, mens hun gned sig i panden.

Herefter drattede hun ned ad stolen for rullende kameraer.

Scenen, som amerikanske WTVC-9 fangede, har naturligvis vakt opsigt i en tid, hvor vaccinen er ny og bivirkningerne usikre.

Men skulle man som vaccine-modstander sidde og tænke: 'Hvad sagde jeg?' efter det dramatiske tv-klip, så har Tiffany Dover, som sygeplejersken hedder, efterfølgende været ude og forsikre om, at hun har en lidelse, der får hende til at besvime ved smerte.

Sammen med fire andre ansatte på CHI Memorial i Chattanooga, Tennessee, var hun blandt de første i byen til at få covid-19-vaccinen fra BioNTech/Pfizer, som også Danmark har indgået aftale med. Vaccinen er foreløbig erklæret 95 procent effektiv, mens Pfizer selv kalder den 'godt modtaget' og 'uden seriøse sikkerhedsproblemer'.

Og få minutter efter sit kollaps var Tiffany Dover da også frisk nok til igen at tale med pressen. Her fortalte hun, at det ikke er første gang, hun reagerer således på smerte.

»Jeg følte mig lidt desorienteret, men jeg har det okay nu, og smerten i min arm er væk.«

Ifølge The US Centres for Disease Control and Prevention (CDC) er det ikke unormalt, at man besvimer efter at have fået en hvilken som helst vaccine, skriver News.com.au.

Der er således rapporteret lignende reaktioner på blandt andre HPV-, meningitis- og difterivacciner, lyder det.

Da ingredienserne i de pågældende vacciner er forskellige, mener forskerne, at det er vaccinationsprocessen snarere end selve vaccinationen, der får folk til at besvime, oplyser CDC.