Da to kampfly i 2021 kolliderede i luften over Sydkorea, var det, fordi piloterne tog billeder og optog videoer, mens de var i luften.

Det slog en sydkoreansk tilsynsmyndighed onsdag fast i en rapport.

Torsdag undskylder Sydkoreas luftvåben for episoden.

- Vi undskylder oprigtigt over for offentligheden for den bekymring, som ulykken i 2021 har forårsaget, siger en talsperson for luftvåbnet ifølge Reuters.

Piloterne overlevede uden skader, men sammenstødet beskadigede flyene og kostede 880 millioner won i reparationer.

Det svarer til omkring fire millioner kroner.

Talspersonen oplyser desuden ifølge nyhedsbureauet, at en af de involverede piloter er blevet suspenderet fra flyvetjeneste, har fået en alvorlig disciplinærstraf og siden har forladt militæret.

Flyvningen var den ene af piloternes sidste med militærenheden, og ulykken fandt sted, fordi piloten ville tage billeder af sin sidste tur.

Det skriver BBC.

At tage billeder af vigtige flyvninger var "en udbredt praksis blandt piloter på det tidspunkt", lød det fra tilsynsmyndigheden i rapporten onsdag, skriver det britiske medie.

BBC beskriver, hvordan piloten fløj som et støttefly til det andet fly, da han begyndte at tage billeder med sin mobil.

Da en af piloterne i førerflyet opdagede dette, begyndte personen at tage billeder af støtteflyet, som lavede en manøvre for at komme i en bedre kameravinkel, hvorefter kollisionen skete.

Det er piloten fra støtteflyet, som efterfølgende ifølge medierne forlod militæret. Han har siden arbejdet for et kommercielt flyselskab, skriver BBC.

Tilsynsmyndigheden fastslog i sin rapport ifølge Reuters, at det var støttepiloten, der først og fremmest havde ansvaret for ulykken.

Myndigheden kritiserede dog også luftvåbnet for en slap kontrol med optagelser under flyvninger.

luftvåbnet oplyser ifølge Reuters, at de er i gang med at skærpe flyvesikkerhedsreglerne for at forhindre, at hændelsen gentager sig.

/ritzau/