Sydkorea melder om ballistisk missil affyret fra Nordkorea
Nordkorea har affyret et missil over Det Japanske Hav, lyder det natten til lørdag fra militæret i Sydkorea.

Nordkorea har affyret et missil over Det Japanske Hav, lyder det natten til lørdag fra militæret i Sydkorea.

Nordkorea har affyret mindst et ballistisk missil fra et område nær byen Wonsan i den sydøstlige del af landet lørdag lokal tid.
Det meddeler stabscheferne for de væbnede styrker i Sydkorea ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vores militær registrerede et ballistisk missil, der blev affyret fra Wonsan-området i Nordkorea mod Østhavet (Det Japanske Hav, red.), skriver stabscheferne.
Affyringen af missilet skete ifølge det sydkoreanske militær klokken 06.30 lørdag morgen lokal tid - 23.30 fredag aften dansk tid. Det fløj mere end 700 kilometer, før det faldt ned i havet.
Japans kystvagt skriver i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters lørdag, at genstanden ser ud til at være faldet ned i havet. Kystvagten beder skibe i området om at udvise forsigtighed.
Missilaffyringen finder sted, efter at tre sydkoreanske soldater den 21. september blev alvorligt såret som følge af en eksplosion i den demilitariserede zone (DMZ).
DMZ er et fire kilometer bredt og stærkt mineret område, der har adskilt de to lande, siden de efter Koreakrigen i 1953 indgik en aftale om våbenhvile. En fredstraktat er aldrig indgået.
Sydkorea og FN's kommando i Sydkorea har hævdet, at det var en nordkoreansk mine, der forårsagede eksplosionen, som skete på den sydkoreanske side af grænsen.
Nordkorea har afvist at stå bag eksplosionen.
Tidligere på ugen bad Sydkoreas militær Nordkorea om en undskyldning.
Det afviste Kim Yo-jong, der er søster til Nordkoreas leder Kim Jong-un, i en udtalelse fredag. Hun kaldte desuden ønsket om en undskyldning for "virkelig foragteligt".
Sydkorea kaldte tirsdag hændelsen for et klart brud på våbenhvileaftalen mellem de to lande.
Sydkoreas præsident, Lee Jae-myung, opfordrede torsdag Nordkorea til at genoptage dialogen med Sydkorea.
RITZAU