Så er det slut med at jage løver, der er opdrættet med det ene formål at blive nedlagt af storvildtjægere i Sydafrika.

Den sydafrikanske miljøminister, Barbara Creecy, har søndag meddelt, at landet vil forbyde opdrætten af løverne.

Hidtil er de vilde løver blevet opfostret på flere end 350 farme rundt om i Sydafrika. Forholdene har været helt uacceptable for løverne.

Nogle farme holder også leoparder og tigre, og de vilde dyr er blevet udnyttet på forskellige måder:

En løveunge på en løvefarm i Sydafrika.
En løveunge på en løvefarm i Sydafrika.

De er brugt som kæledyr for turister, som byttedyr til trofæjagter og som ingredienser i traditionel asiatisk medicin.

Gitte Buchhave, der er direktør for World Animal Protection Danmark, glæder sig over udmeldingen.

»Den sydafrikanske regerings beslutning er en vigtig sejr for de sydafrikanske løver. De er i alt for mange år blevet behandlet fuldstændigt respektløst som forbrugsvarer, i stedet for som vilde dyr,« siger hun til Ritzau.

Sammen med Ngo’en Blood Lions har World Animal Protection i flere år kæmpet mod løveopdræt. De har kæmpet for at få forbudt den kommercielle udnyttelse af de opdrættede løver.

Beskeden fra den sydafrikanske miljøminister går videre end et egentligt forbud mod at opdrætte løverne på farme.

Barbara Creecy vil også forbyde salg af løvers kropsdele og knogler, stoppe interaktion mellem turister og løver samt forbyde trofæjagt på løverne, der er opdrættet i fangenskab.

»Selvom de er opdrættet i fangenskab, er løvernes instinkter intakte, og livet på en løvefarm kan aldrig opfylde deres naturlige behov,« siger hun.

»Det er et modigt skridt af den sydafrikanske miljøminister og et første skridt i retning af en bedre fremtid for vilde dyr mange steder i verden,« siger World Animal Protections danske direktør, Gitte Buchhave.