Sverige skal have ny efterretningstjeneste
Ny svensk myndighed skal tegne et mere korrekt trusselsbillede, efter at tidligere efterretninger har svigtet.

Ny svensk myndighed skal tegne et mere korrekt trusselsbillede, efter at tidligere efterretninger har svigtet.

Sverige skal have en ny civil udenrigsefterretningstjeneste (UND), der skal supplere den militære efterretningstjeneste.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Udenrigsminister Maria Malmer Stenergard (M) har præsenteret den nye myndighed på et pressemøde.
»Vi har, som bekendt, en alvorlig sikkerhedspolitisk situation og møder hver dag et bredt og komplekst trusselsbillede, og dette stiller nye og øgede krav til vores evner,« siger hun.
Den nye myndighed skal være med til at give et bedre helhedsbillede af truslerne mod Sverige.
Sveriges militære efterretnings- og sikkerhedstjeneste, Must, vil fortsat eksistere. Visse ansvarsområder – for eksempel spionage - vil dog blive overtaget af den nye myndighed.
Arbejdet med at etablere den nye efterretningstjeneste blev sat i værk, da efterretningsarbejdet tidligere er blevet vurderet til at have svigtet.
Et eksempel er, da Must fejlvurderede optakten til Ruslands storskalainvasion af Ukraine.
UND, som starter op fra begyndelsen af 2027, skal indsamle information om andre lande og truslerne mod Sverige - herunder terrorisme, cybertrusler og sikkerhedsrisici.
Efterretningerne skal derefter rapporteres til regeringen og de myndigheder, der har gavn af dem.
Idéen er, at UND skal fungere på omtrent samme måde som den britiske efterretningstjeneste MI6.
/ritzau/