I Sverige har man valgt at sætte brugen af vaccinen fra Moderna på pause for alle unge, der er født i 1991 eller senere.

Årsagen er risiko for betændelse i hjertemusklen eller hjertesækken. Risikoen vurderes dog at være meget lille.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, onsdag. Det skriver Aftonbladet.

Hjertemuskelinflammation (myokarditis) og hjertesækinflammation (pericarditis) er noget, der normalt går over af sig selv, lyder det i en pressemeddelelse fra Folkhälsomyndigheten, men symptomerne skal gerne vurderes af en læge.

Tilstandene er mest almindelige blandt unge mænd.

I Sverige har man derfor valgt at sætte brugen af vaccinen fra Moderna på pause frem til 1. december, mens man undersøger sagen. Derefter vil man komme med en ny anbefaling vedrørende brugen af vaccinen.

»Vi følger situationen nøje og handler hurtigt for at sikre, at vaccinationer mod covid-19 altid er så sikre som muligt, og samtidig giver en effektiv beskyttelse mod covid-19,« siger statsepidemiolog Anders Tegnell.

Symptomerne på myokarditis og/eller pericarditis omfatter blandt andet træthed og åndenød, regelmæssig hjertebanken, feber og smerter i kroppen, smerter i venstre eller midten af brystet og en tung følelse over brystet.

Ifølge Folkhälsomyndigheten går både myokarditis og pericarditis ofte over af sig selv uden at forårsage varige problemer.

»Men mistænkelige symptomer bør vurderes af en læge på for eksempel et sundhedscenter eller en skadestue. Medicinsk behandling og overvågning på hospitalet kan være nødvendig i etablerede tilfælde,« lyder det i pressemeddelelsen.